Vi er alle sammen præget og rundet af de omgivelser, vi lever og er opvokset i. Under rubrikken “Mit Esbjerg” skriver esbjergensere om de steder i byen, som betyder noget særligt. Steder, som har sat deres spor og gjort uudsletteligt indtryk. Denne gang med forfatter Kristian Flodgaard Bach.
Jeg kan godt lide København i små doser.
Odense er også en dejlig by at besøge, og jeg holder især meget af Aarhus. I de vævre gader omkring latinerkvarteret boede min kæreste på 30 kvadratmeter. Hun var eksilesbjergenser på niende år og havde svoret aldrig at vende tilbage, og sammen gik vi på Løves Vincafe, i Øst for Paradis-biografen og frekventerede alle de gode steder langs åen.
Der var på det tidspunkt i mit liv, jeg var tættest på at flytte fra min hjemby.
Men nu – nu hvor hendes hovedkuldse forelskelse har kapret hende tilbage til Danmarks Chicago, så kommer jeg aldrig til at flytte herfra. Jeg er ikke udstyret med den store udlængsel, og mit revir er ikke så stort.
Det faktum, at jeg er født på Skt. Josef Hospital omkring 30 meter fra min arbejdsplads på Skt. Nikolaj Skole, indkapsler min udve rimeligt godt. Esbjerg har alt, hvad jeg skal bruge.
For eksempel er byen fyldt med interessante mennesker inden for alle mulige områder. Bevares, vi er i Vestjylland med hvad dertil hører af sund tilbageholdenhed, men man skal alligevel ikke kradse ret meget i overfladen, før de pibler frem.
Jeg har personligt stiftet bekendtskab med rigtig mange spændende mennesker via Kulturskolen i Islandsgade, hvor vi BGK’ere fik en forsmag på bohemelivet ved at sidde og være avantgarde og male løs i ateliererne. Der blev også blev drukket øl om aftenen engang imellem. Det var også sådan jeg fik mødt en masse musikere, og derigennem fik adgang til flere øvelokaler end andre kronisk umusikalske, hvor vi kunne sidde og grine – og ja: drikke nogle øl. Som du nok allerede kan fornemme, var der en del hyggebajere i min ungdom. Den tid er ovre … eller ikke helt.
For selv om jeg nu lever tusindvis af kilometer fra den vilde ungdom med min Mazda, min boligskat og mine anstrengte klynk, når jeg kommer ud i yderstillinger, er der stadig bryghuset; Esbjerg Bryghus. Den humleoase, hvor jeg hver anden onsdag begiver mig ned i veloplagte venners lag og dyster i “Musik- & Filmquizzen”. For mig er stedet et tegn på, at Esbjerg er vokset siden min ungdom.
I seminarietiden smuttede vi tit ned på Paddy go Easy – det rigtige Paddy go Easy – før det blev en franchise, og dystede i paratviden. Der var ikke to stole, der var magen til hinanden, og der kørte fodbold på skærmene på alle tider af døgnet. Nu slentrer jeg ned i baggården i Jyllandsgade med de rå vægge, og den gode stemning. Der er en bred buket af lokale, spændende øl på brædderne, og jeg lader altid lige blikket panorere hen over dem, inden jeg bestiller en Esbjerg Pilsner, som jeg plejer – eller måske endda en Esbjerg Klassisk, hvis eventyrlysten lige griber mig. Leaderboardet behøver jeg ikke studere. Der står “Old School Heroes” alligevel altid øverst …
Men der er jo også steder i byen, der ikke har noget med alkohol at gøre. En af de positive ting ved at blive voksen er, at der ikke er helt så mange tømmermænd at bøvle med i weekenderne. Siden jeg var dreng, har min far og jeg tit gået ture på havnen, hvor vi flere gange har måttet omlægge den faste rute.
Før i tiden lå den første etape langs trafikhavnen. Det var inden terrorhegnet kom op. Og når vi siden er drejet om Isværket, har vi kunnet følge med i, hvordan et havnebassin er blevet fyldt med sand og der er kommet store boreplatforme og vindmølledele i stedet for fiskeindustri.
Slutspurten bliver tit sat ind ved tennisbanerne på Gl. Vardevej, hvor jeg brugte ufatteligt mange dejlige timer af min ungdom, som det mest oversete talent i Nordeuropa.
Da jeg en kort overgang boede i Kvindernes Hus i Torvegade (hvilket jeg fandt ud af, er en bygning med falsk varebetegnelse), kunne jeg godt lide at slå et smut omkring Skolegade søndag morgen, hvis jeg alligevel skulle ud ad døren på det tidspunkt.
Der var, og er, en helt særlig, nærmest andægtig stemning, med alle sporene fra natten i gadebilledet. Alle de parkerede, halvtomme plastikkrus. Alt det krøllede madpapir. Iturevne garderobebilletter. Måske endda noget overraskende som et par damesko eller en jakke.
Nogle af beværtningerne har skiftet navn, siden jeg kom der med mine venner i gymnasietiden (og lidt efter), men det er de samme klistrede gulve som vi stod på og råbte ind over bassen bevæbnede med vores drinks.
Jeg slutter af ved biblioteket, som er et af de holdepunkter i mit liv, der altid har været der. Jeg har altid godt kunnet lide at komme der som barn, og efter jeg begyndte at skrive selv, har jeg brugt mange timer med at sidde og fintænke. Øllen er blevet udskiftet med en kop kaffe; hvilket der ikke er meget Hemmingway over, men én ting er sikkert:
Jeg flytter aldrig herfra.
Kristian Flodgaard Bach, født 1987, debuterede i 2021 med den historiske Esbjerg-krimi “Goldt” Han har desuden udgivet børne-/ungdomsbogen “Heksemester” og er for nyligt blevet nomineret til en Orla-pris for bogen “Sam Francisco- Skolemysterier” sammen med Kenneth Kirkeby. Læs mere om det her.
