Trods massiv mangel på uddannet personale i både dag- og botilbud, har næsten halvdelen af ansøgerne til SOSU Esbjerg fået afslag på at blive optaget på pædagogisk uddannelse.
Selvom både dagtilbud og botilbud i Danmark skriger på flere uddannede medarbejdere, bliver næsten halvdelen af de unge, der søger ind på uddannelsen som pædagogisk assistent, afvist.
Nye tal fra Danske SOSU-skoler viser, at 1.261 ansøgere på landsplan i år ikke fik plads, fordi kommunerne ikke har oprettet nok lærepladser. På SOSU Esbjerg er 44 procent blevet afvist – 63 ud af 157 ansøgere.
En situation, som FOA’s formand for Pædagogisk Sektor, Kim Henriksen, kalder “fuldkommen kafkask”.
– Vi ved, at kvaliteten af dagtilbud for hele 0-5-årsområdet er for lav. De voksne mangler tid til at give børnene nok omsorg, og minimumsnormeringer findes kun på papiret. Samtidig siger vi nej til unge, der gerne vil tage en pædagogisk uddannelse. Det er helt uforståeligt, siger han.
Manglen kan mærkes i både børnehaver og på botilbud
FOA peger på, at kvaliteten i vuggestuer og børnehaver allerede i dag er presset.
Mange steder er normeringerne ikke i nærheden af det lovede niveau, og på botilbud mangler fagligt kvalificeret personale til at tage sig af mennesker med handicap, psykisk sygdom og andre sårbarheder.
– Børnene kan ikke vente. Det kan de sårbare mennesker i botilbuddene heller ikke. Så lad os nu give plads til de unge, der gerne vil ind i faget, og give et fagligt løft til de erfarne medarbejdere, siger Kim Henriksen.
FOA kræver flere lærepladser
FOA presser på for, at kommunerne forpligtes til at oprette flere lærepladser gennem en trepartsforhandling, der finder sted i løbet af efteråret.
Målet er 3.500 lærepladser årligt – langt over det nuværende niveau.
Samtidig opfordrer FOA kommunerne til at efteruddanne pædagogmedhjælpere og dagplejere med flere års erfaring. De kan få merit og blive pædagogiske assistenter på under et år.
I Esbjerg Kommune alene findes der flere hundrede ansatte i dagtilbuddene, som kan løftes til næste uddannelsesniveau – og dermed være med til at hæve den faglige kvalitet.
Kun hver tiende er pædagogisk assistent
I dag udgør pædagogiske assistenter kun 9,3 procent af de ansatte i landets daginstitutioner.
FOA foreslår en ny sammensætning, hvor pædagoger skal udgøre 60 procent, pædagogiske assistenter 35 procent og ufaglærte pædagogmedhjælpere blot 5 procent.
– Det er en investering, som vil give mangefold igen, understreger Kim Henriksen.
Optag på SOSU Esbjerg 2025:
- Optagne: 94
- Afviste: 63
- Afviste i procent: 44 %
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

