MOBILVERSION

28. marts 2026

Nye afspærringer rammer midtbyen: Her bliver det svært at komme frem

Flere veje i Esbjerg midtby bliver spærret i de kommende måneder. Biler må finde alternative ruter – men cyklister og gående kan stadig komme frem.

Flere veje i Esbjerg midtby bliver spærret i de kommende måneder. Biler må finde alternative ruter – men cyklister og gående kan stadig komme frem.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Bilister i Esbjerg må væbne sig med tålmodighed i den kommende tid. Flere afspærringer er nemlig på vej i midtbyen som følge af anlægsarbejde.

Det skriver Esbjerg City i organisationens seneste nyhedsbrev.

Fælles for projekterne er dog, at både cyklister og fodgængere fortsat kan passere – men for biltrafikken bliver der enten lukket helt af eller indført begrænset fremkommelighed.

Stormgade spærres i næsten to måneder

Fra den 20. april til den 12. juni bliver Stormgade mellem Havnegade og Kongensgade spærret for motorkøretøjer.

Neptun Apotek flyttede til den nuværende adresse i 2015. Arkivfoto.
Det er strækningen, hvor blandt andet Neptun Apotek ligger på, der bliver berørt. Arkivfoto.

Her skal der etableres regnvandsopsamling og plantebede, samtidig med at det østlige fortov bliver udskiftet.

Bilister henvises til omkørsel via Strandbygade og Skolegade, mens cyklister og gående fortsat kan passere området.

Kongensgade påvirket resten af året

Allerede fra den 13. april og helt frem til den 30. oktober vil der også være arbejde i den vestlige del af Kongensgade mellem Skolegade (Trianglen) og Stormgade.

Her er der tale om en delvis udskiftning af belægningen samt etablering af plantebede. Arbejdet udføres i etaper på cirka 30 meter ad gangen.

Strækningen, hvor sivetrafik og korttidsparkering normalt er muligt, vil være spærret for motorkøretøjer, men fortsat åben for gående og cyklister.

Midtbyen under forandring

Arbejdet er en del af en større udvikling af midtbyen, hvor der blandt andet sættes fokus på klimatilpasning og grønne løsninger.

Det betyder gener for trafikken nu – men på længere sigt skal det give en mere attraktiv og bæredygtig bymidte.

Sommerliv 2026
Del artiklen