MOBILVERSION

18. juni 2026

Esbjerg-profil bliver ny bestyrelsesformand for SEA

Syddansk Erhvervsakademi har fået ny formand for bestyrelsen. Valget er faldet på erhvervsprofilen John Sørensen, der blandt andet også sidder i bestyrelsen for Esbjerg Havn.

Syddansk Erhvervsakademi har fået ny formand for bestyrelsen. Valget er faldet på erhvervsprofilen John Sørensen, der blandt andet også sidder i bestyrelsen for Esbjerg Havn.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Efter halvandet år som næstformand overtager John Sørensen nu formandsposten i bestyrelsen for Syddansk Erhvervsakademi (SEA).

Han afløser Johanne Gregersen, som fortsætter som næstformand frem til udgangen af april 2027.

For den nye formand handler opgaven både om at bygge videre på det eksisterende fundament og samtidig være med til at udvikle uddannelsesinstitutionen i takt med erhvervslivets behov.

– Jeg har brugt de seneste 18 måneder på at lære SEA at kende, og mit klare billede er, at det er en utrolig veldrevet institution med en meget dygtig ledelse og stærke medarbejdere. Johanne Gregersen har gjort et exceptionelt flot arbejde som formand, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at løfte den arv videre, siger John Sørensen.

Tættere kobling til erhvervslivet

John Sørensen er direktør og udpeget til bestyrelsen af Dansk Industri. Derudover bestrider han en række bestyrelsesposter, herunder i Esbjerg Havn.

Som ny formand ser han det som en af sine vigtigste opgaver at sikre, at SEA fortsat udvikler uddannelser, der matcher virksomhedernes behov.

– SEA uddanner dygtige unge mennesker til en fremtid, hvor virksomhederne får brug for nye kompetencer. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden har en finger på pulsen og udvikler uddannelser, der matcher det, arbejdsmarkedet efterspørger. Cybersikkerhed er et godt eksempel på et område, hvor behovet er tydeligt, og der kommer helt sikkert flere områder til, siger han.

AI kommer til at præge fremtiden

Et af de områder, som John Sørensen forventer vil få stor betydning i de kommende år, er kunstig intelligens.

Han peger på, at AI allerede er ved at ændre arbejdsmarkedet, og at uddannelsesinstitutionerne derfor skal forholde sig aktivt til udviklingen.

– AI er noget, de studerende i stigende grad vil møde, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor bliver det vigtigt, hvordan vi som uddannelsesinstitution forholder os til og integrerer AI i uddannelserne, siger han.

Kampen om de studerende

Samtidig står SEA – ligesom mange andre uddannelsesinstitutioner – over for demografiske udfordringer, hvor færre unge i nogle områder betyder øget konkurrence om de studerende.

Derfor bliver rekruttering og fastholdelse også et vigtigt fokusområde for den nye formand.

– Vi skal være dygtige til at tiltrække unge mennesker til SEA. Min ambition er, at vi som minimum fastholder det antal studerende, vi har i dag, og samtidig fortsætter med at udvikle os, siger John Sørensen.

Nye medlemmer i bestyrelsen

SEA’s bestyrelse er udpeget for de kommende fire år.

Ud over John Sørensen som formand og Johanne Gregersen som næstformand er tre nye medlemmer indtrådt i bestyrelsen:

  • Kirsten Von Wildenradt, medejer af kommunikationsbureauet Kalb og næstformand i Tønder Erhvervsråd
  • Martina Siemer, HR-chef hos Saab i Sønderborg
  • Frank Bondorph, områdedirektør i AL Sydbank i Esbjerg.
Forlaget Læselyst
Del artiklen