MOBILVERSION

24. juni 2026

Fra skærm til skovbund: Ny indsats sender elever ud i naturen

Naturen blev klasselokale for en 8. klasse i Tjæreborg, da Myrthue rykkede ud med klimaøvelser, målebånd og læring under åben himmel.

Naturen blev klasselokale for en 8. klasse i Tjæreborg, da Myrthue rykkede ud med klimaøvelser, målebånd og læring under åben himmel.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Naturfag behøver ikke altid foregå bag et skolebord. Det oplevede eleverne i en 8. klasse på Tjæreborg Skole, da Myrthue – Natur, Kultur & Læring rykkede undervisningen ud i nærområdet og gjorde den lokale natur til klasselokale.

Besøget er en del af den nye indsats “Myrthue kører ud”, hvor naturformidlere besøger skoler og daginstitutioner rundt omkring i Esbjerg Kommune. Målet er at gøre naturen mere tilgængelig og vise børn og unge, at spændende læring ofte findes lige uden for døren.

I Tjæreborg blev eleverne sendt ud med målebånd og undersøgelser i stedet for bøger og computere. Temaet var klima og CO₂, og undervisningen tog udgangspunkt i konkrete observationer og målinger i lokalområdet.

– Dagen har været sjov. Man bruger fagene på en anden måde i stedet for bare at sidde og kigge ned i en bog eller computer, fortæller et par af drengene fra 8. klasse.

Sommerliv 2026

Naturen som læringsrum

Bag initiativet står Myrthue, som siden efteråret har kørt ud til kommunens daginstitutioner. Nu bliver indsatsen udvidet til også at omfatte skolerne med forløb for alle klassetrin.

Tanken er, at eleverne skal opleve naturfagene i praksis og få øje på de muligheder, der findes i deres eget lokalområde.

8. klasse fra Tjæreborg Skole havde fornøjelsen af et besøg af MYRTHUE i elevernes egen nære natur. Foto: Esbjerg Kommune.
8. klasse fra Tjæreborg Skole havde fornøjelsen af et besøg af MYRTHUE i elevernes egen nære natur. Foto: Esbjerg Kommune.

Ifølge formanden for Børn & Skoleudvalget, May-Britt Andrea Andersen, giver det undervisningen en ekstra dimension.

– Når eleverne kommer ud og arbejder med fagene i deres eget nærområde, bliver undervisningen mere konkret og nærværende. De kan mærke, måle og undersøge det, de ellers læser om i bøgerne, og det giver en anden forståelse, siger hun.

Store oplevelser tæt på

Også formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Susanne Dyreborg, ser store muligheder i at bruge den lokale natur mere aktivt.

Hun peger på, at Esbjerg Kommune rummer en varieret natur med mange oplevelser tæt på hverdagen, hvis blot man får øje på dem.

– Det vækker børnenes nysgerrighed og gør dem stolte af vores natur, så de forhåbentlig bliver rigtig dygtige til både at opleve og passe på den, siger hun.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, som blandt andet har gjort det muligt for Myrthue at transportere udstyr og undervisningsmaterialer ud til skoler og daginstitutioner i hele kommunen.

For eleverne i Tjæreborg betød det en skoledag, hvor teori blev omsat til praksis – og hvor naturen blev en aktiv medspiller i undervisningen.

Voxeværket Esbjerg
Del artiklen