MOBILVERSION
Anders Kronborg ser ny mulighed for Esbjerg Nærbane efter DSB-beslutning
DSB overtager togdriften efter GoCollectives økonomiske kollaps. Nu ser Anders Kronborg (S) en mulighed for at styrke og videreudvikle Esbjerg Nærbane.
DSB overtager togdriften efter GoCollectives økonomiske kollaps. Nu ser Anders Kronborg (S) en mulighed for at styrke og videreudvikle Esbjerg Nærbane.
Da staten fredag greb ind for at sikre togdriften efter GoCollectives økonomiske kollaps, var det først og fremmest for at undgå, at tusindvis af passagerer pludselig stod uden tog fra 1. september.
Men den nye situation bør også bruges til at udvikle den kollektive trafik på Vestkysten, mener det lokale folketingsmedlem, erhvervsordfører og medlem af Folketingets Transportudvalg, Anders Kronborg (S).
– Når DSB nu får et større ansvar for togdriften, er det oplagt samtidig at se på, hvordan vi kan videreudvikle Esbjerg Nærbane og skabe en endnu bedre sammenhæng i togtrafikken på Vestkysten, siger Anders Kronborg.
Han peger på, at Esbjerg Nærbane allerede i dag binder Oksbøl, Varde, Esbjerg, Bramming og Ribe sammen med hyppige afgange og fungerer som et vigtigt alternativ til bilen for pendlere, studerende og andre rejsende.
– En styrket Esbjerg Nærbane vil gøre det lettere at pendle til arbejde og uddannelse, styrke erhvervslivet og skabe endnu bedre muligheder for turismen. Samtidig kan den gøre den kollektive transport mere attraktiv og binde Vadehavsområdet endnu tættere sammen, siger han.
Allerede i dialog med transportordføreren
Ifølge Anders Kronborg er der nu en oplagt mulighed for at se på, hvordan nærbanen kan udvikles yderligere.

Han oplyser, at han allerede har taget emnet op med Socialdemokratiets transportordfører, Bjørn Brandenborg.
– Jeg vælger at se muligheder i den nye situation frem for begrænsninger. Når rammerne for togdriften ændrer sig, skal vi også turde tænke nyt og undersøge, hvordan vi kan skabe endnu bedre løsninger for Vestjylland, siger Anders Kronborg.
Han understreger, at gode togforbindelser er afgørende for både vækst, bosætning og den grønne omstilling.
– Vestkysten har brug for stærke togforbindelser, der binder området endnu bedre sammen. Esbjerg Nærbane er allerede en vigtig del af løsningen, men vi skal undersøge, hvordan vi kan udvikle den yderligere. Det arbejde vil jeg gerne bidrage til, lover han.

































