MOBILVERSION
Bydel ramt af indbrudsbølge: Nu vil politiet møde borgerne i nærområdet
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at minimum syv – og muligvis op mod ti – indbrud fandt sted i bydelen på selve juleaften, den 24. december.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at minimum syv – og muligvis op mod ti – indbrud fandt sted i bydelen på selve juleaften, den 24. december.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at minimum syv – og muligvis op mod ti – indbrud fandt sted i bydelen på selve juleaften, den 24. december.
Efter en række indbrud i Hjerting i juledagene rykker nærpolitiet nu ud for at møde borgerne ansigt til ansigt.
Syd- & Sønderjyllands Politi stiller tirsdag den 30. december Den Mobile Politistation op ved Rema1000 på Sønder Tobølvej, hvor der vil være mulighed for at få gode råd om indbrudsforebyggelse – og for at dele eventuelle observationer.
Mellem den 22. og 27. december har politiet modtaget anmeldelser om i alt 15 indbrud i beboelse i Hjerting. Derfor vil nærbetjente være til stede tirsdag klokken 10-13, klar til en dialog med lokalområdet.
– Det kan være meget ubehageligt for de borgere, som er udsat for indbrud, og det er en kriminalitetsform, vi tager alvorligt. Vores efterforskning af indbruddene er fortsat i gang, og vi håber, at flere borgere i Hjerting kan hjælpe os med oplysninger eller videoovervågning, siger politikommissær Claus Løbner fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Flere indbrud juleaften
Politiet oplyser, at minimum syv – og muligvis op mod ti – indbrud fandt sted juleaften den 24. december. Her gik det især ud over beboere på Matrosvænget og Styrmandsvænget.
Ifølge politiet er der fortsat en formodning om, at de samme gerningspersoner kan stå bag flere af indbruddene. I flere tilfælde er der anvendt koben eller andet værktøj for at skaffe adgang til husene, og der er primært stjålet smykker.
Borgere, der har set noget mistænkeligt i området, opfordres til at henvende sig ved Den Mobile Politistation tirsdag – eller kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.
Færre juleindbrud samlet set
På trods af indbruddene i Hjerting ser det samlede billede mere positivt ud. Antallet af indbrud i hele Syd- & Sønderjyllands Politikreds hen over juledagene ser i øjeblikket ud til at være faldet sammenlignet med julen sidste år.

































