MOBILVERSION

5. juli 2026

Byrådsprofiler går sammen om ny lokalliste

Michael Harbøll og Hans Erik Møller har stiftet Demokratilisten Esbjerg Kommune. Dermed får Esbjerg Byråd en tiende politisk gruppering.

Michael Harbøll og Hans Erik Møller har stiftet Demokratilisten Esbjerg Kommune. Dermed får Esbjerg Byråd en tiende politisk gruppering.


De dramatiske måneder efter kommunalvalget i 2025 har nu fået deres foreløbige politiske konklusion.

De tidligere socialdemokrater Michael Harbøll og Hans Erik Møller har stiftet Demokratilisten Esbjerg Kommune, som fremover bliver deres fælles platform i Esbjerg Byråd.

Den nye lokalliste bliver dermed byrådets tiende politiske gruppering.

Har ikke flyttet sig politisk

Ifølge de to stiftere er der ikke tale om et politisk kursskifte.

Tværtimod understreger de, at de fortsat står på et socialdemokratisk værdigrundlag med fokus på velfærd, ordentlighed og lokal forankring.

– Vi har ikke flyttet os politisk. Tværtimod. Vi står fortsat på et klart rødt og demokratisk værdigrundlag, og vi vil arbejde for et tydeligt socialt aftryk på udviklingen af hele Esbjerg Kommune, skriver de i et fælles Facebook-opslag i forbindelse med offentliggørelsen.

De peger samtidig på, at kommunens vigtigste opgave er at sikre en stærk og værdig velfærd.

– Borgerne skal altid komme først, lyder det.

Sommerliv 2026

Har lagt en plan

Michael Harbøll bliver gruppeformand for Demokratilisten og bliver samtidig partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2029.

Både han og Hans Erik Møller forventer at stille op.

Ved de kommende budgetforhandlinger bliver det Michael Harbøll, der repræsenterer den nye gruppe.

Kaotisk efterspil

Oprettelsen af Demokratilisten kommer efter et usædvanligt turbulent forløb i kølvandet på kommunalvalget.

Michael Harbøll var Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved valget i november 2025, men forlod senere partiet og fortsatte som løsgænger i byrådet.

Hans Erik Møller, der havde været medlem af Socialdemokratiet i omkring 50 år og siddet i byrådet i 36 år, meldte sig kort efter valget ud af partiet og ind i SF. Han forlod dog hurtigt SF igen og fortsatte som løsgænger.

Begge har siden fastholdt, at deres politiske værdier i bund og grund fortsat er socialdemokratiske.

Rødt hjerte og grønt træ

Den nye lokalliste får navnet Demokratilisten Esbjerg Kommune, men vil til daglig blot blive kaldt Demokratilisten.


Logoet består af et rødt hjerte og et grønt træ – et symbol på henholdsvis omsorg, fællesskab og lokal udvikling, oplyser stifterne.

Demokratilistens logo.
Demokratilistens logo.
Del artiklen