Meget mere end Mogens & Karen: Efter 30 år som aktiv er Christian Juncker kun blevet bestyrket i, at musikken er hans ankerplads i livet. Torsdag besøger han atter engang Esbjerg – og for første gang Esbjerg Park.

Han er godt nok fra Odense, men han har meget af sit musikalske ophav her i Esbjerg, som nok er den by, han oftest har været forbi – både som ung og senere som etableret musiker.

– Jeg havde en god klassekammerat, Jacob, hvis far var læge i Odense, men fik job som overlæge på sygehuset i Esbjerg, så jeg kom til byen rigtig mange gange som ung, fortæller Juncker via telefon fra turbussen.

Særligt har besøgene i ”det gule hus” ved siden af biblioteket, i dag Huset, dengang i slut-80’erne og start-90’erne Cafébiografen, sat sine spor.

– Der var jo en rigtig stor scene i Esbjerg dengang, og jeg blev nok lullet lidt ind i den heavy-verden, der var meget fremherskende. Mange dyrkede Slayer, Antrax, Metallica og den slags. Selv var jeg mest til The Cure og The Smiths, men interessen for musikken var til deling, husker Juncker, der lægger vejen forbi Esbjerg igen på torsdag, den 2. oktober, hvor han for første gang skal spille på Esbjerg Park – den tidligere højskole i Stormgade.

I dag er musikeren bosat i Brønshøj på Sjælland. For ikke så længe siden rundede han de 50. Det første folkelige gennembrud kom med pladen ”Snork City”, udgivet på Sony i 2004, som indeholdt hitsinglen om Mogens og Karen, der bor lidt længere ned’ ad vejen. Nogenlunde samtidigt udkom Peter Sommers ”Valby Bakke”, og de to navne var om nogen bannerførere for genkomsten af det danske sprog i A-rotation i radioen.

Men allerede i 1996 som medlem af bandet Bloom, der senere skiftede navn til Junior, fik Christian Juncker sin første ”Ugens Uundgåelige” på P3 med den dansksprogede ”Så blev det sommer igen”. I 1999 blev bedriften gentaget med ”På Flugt fra Alting” – begge er med på opsamlingsalbummet fra 2021, ”Længere nede ad vejen”.

Med mere end ti albums på bagen er bagkataloget altså af en betydelig størrelse, og en rød tråd igennem karrieren har været kompromisløsheden og evnen til hele vejen igennem at stå ved sig selv.

– Enhver fugl synger med sit næb. Selvom jeg er fan af The Cure, prøver jeg ikke på at lyde som Robert Smith (forsanger, red.). Jeg prøver at være mig selv. Det, der kommer ud af mig, er mig. Jeg synes også, det er en vigtig del af fortællingen, at det ikke var nogen dansksproget bølge, jeg hoppede med på dengang i 2004 – jeg havde sunget på dansk i næsten ti år allerede da, pointerer Juncker.

Det var allerede som seksårig, at idéen om at blive sangskriver blev plantet. Den danske musiker og komponist Fuzzy, måske bedst kendt for utallige inciterende kendingsmelodier fra tv, var på besøg på Junckers folkeskole.

– Jeg fik lov til at plante et ord i en sang, han sidder og skriver lige for øjnene af mig. Jeg kom hjem fra skole og fortalte min mor, at nu vidste jeg, hvad jeg skulle være. Jeg skulle være sangskriver, husker Christian Juncker, der, indtil den skelsættende oplevelse, havde haft de samme ambitioner som de fleste raske drenge om at blive brandmand og den slags.

Sangskriver blev han – og har det meste af sit voksenliv beskæftiget sig med musikken.

– Jeg finder stor mening i at spille musik. Det sekund, der bliver talt til fire, føler jeg mig fri. At jeg forsvinder og samtidigt bliver meget mere mig. For mig er det en identitetsmæssig ankerplads i en meget spraglet og kulørt, teknologisk, hastigt udviklende, buldrende tilværelse. Her er musikken bare, for mig, det, der fører mig tilbage til noget originalt og noget oprindeligt i mig. En følelse af at være mig, som er god nok og ikke skal være hverken anderledes eller have strammere læderbukser eller større muskler, eller have mere selvbruner på, end jeg har lyst til.

Det gælder om at finde sit kald i livet og føle sig på rette hylde, kunne man oversætte det til. Og dermed har man også fået svaret på, hvorfor man for 720. gang gider at okse rundt på de samme motorveje for at komme rundt til de samme byer og koncertsale igen og igen.

På den nye plade, ”Fremmed for den meste”, udgivet den 20. september på Target Records, synges der i momenter på både engelsk, fransk og italiensk. Men er man Juncker, værner man om modersmålet.

– Det danske sprog har en anden sanselighed. Det er svært at beskrive mit danske liv, hvis det skal foregå på engelsk. Det er svært at oversætte frikadeller og makrelsalat til engelsk. Et ord som makrelsalat er ret sanseligt. Det er lige ved, man kan lugte det. På den måde får man foræret nogle ting på dansk, som man ikke får på engelsk. Men jeg føler mig ikke begrænset. Det er heller ikke et nationalt selvforsvar, dansk er bare det, der – igen – falder mig mest naturligt, forklarer Juncker, der ligefrem bliver tirret til at blive ved, når han har hørt 12 sange i radioen, der alle sammen lyder autotune-ens og handler om at ligge og bolle på en strand i Malibu.

– Så tænker jeg bare: Har I ikke andet i livet? Der er mange, der gerne vil skrive sange – og skrive på dansk, men de har ikke rigtigt gidet at sætte sig ind i, hvad det danske sprog kan eller er. De har ikke læst de der 3.-4.000 tekster af alt fra Pontoppidan og HC Andersen til Michael Strunge og Kim Larsen, som udgør sprogets sjæl og vel kan betegnes som et obligatorisk pensum. Og det gør, at jeg nogle gange synes, at nogen slipper meget let afsted med at skrive noget virkeligt ødelæggende, plat, fidus-lyrik, som jeg godt kan frygte ender med at aflive den danske sang, ligesom sidst i 1980’erne, hvor alle var pissetrætte af at høre danske sange om underliv og forliste kærlighedsforhold. Der blev det slidt ihjel, og der døde det danske sprog i ti år, hvor ingen lavede noget på dansk. Det kan godt være, man gerne vil udtrykke sig på dansk, men hvis man ikke har en sproglig tæft for det, så kan man jo komme til at aflive sine egne muligheder, fordi folk får spat af det. Jeg oplever, at mange siger til mig, de er trætte af de der overfladiske bling-bling-tekster, så hvis jeg adskiller mig fra dem, sætter jeg stor pris på det, siger Juncker, der også sætter pris på noget andet i disse dage:

De gode anmeldelser, det nye album har fået. Ikke mindst fordi de positive anmeldelser vidner om, at anmelderne rent faktisk har set pladen for, hvad den er.

– Følelsen af, at man bliver forstået, og at nogen sætter sig ned og forsøger at forstå kunstværket på mere eksistentielle principper og gå i dialog med værkets egne præmisser i stedet for, hvad der lige er tidens tand eller virker bedst på et dansegulv, den sætter jeg stor pris på.

Siden succesen med musikken til Michael Beha-programmerne om Havana, er publikum blevet mere mangfoldigt, så der er alt fra ældre mennesker til børnefamilier til koncerterne rundt omkring i landet.

Så selv om den odenseanske sangsnedkers universelle, eksistentielle tekster, hvor han som fluen på væggen observerer, beskuer og ser tingene udefra eller oppefra i et større perspektiv, på mange måder er helt som dengang, han første gang hittede for 20 år siden, ser han alligevel også selv en anden dynamik og vildskab i sin nyeste produkion.

– Jeg er nok blevet ældre og tør at satse lidt mere. Jeg er – sagt med kærlige gåseøjne rundt om – nok blevet mere kold i røven med alderen og gider ikke gå på kompromis. Den vildskab og fanden-i-voldskhed, der egentligt er kendetegnende for de unge år, er på en måde kommet tilbage. Og det, synes jeg også, man kan høre på pladen.

Fakta: Juncker spiller på Esbjerg Park torsdag den 2. oktober kl. 20. Der er fortsat billetter at få – med eller uden spisning forud for koncerten.