MOBILVERSION
Ingen havde medbragt fakler og høtyve til møde om Husets fremtid
Krise i Esbjergs ungdomskultur: Et miljø, der endelig har slået rod, risikerer nu at blive revet op af støjklager og usikre løsninger.
Krise i Esbjergs ungdomskultur: Et miljø, der endelig har slået rod, risikerer nu at blive revet op af støjklager og usikre løsninger.
Efter byrådets budgetaftale i efteråret åndede foreningerne Konfus og Kanten lettet op. Politikerne havde besluttet at afsætte 1,1 millioner kroner til ekstra lydisolering på Huset i Finsensgade 1. Men glæden varede kort. Som EsbjergLiv.dk kunne fortælle i sidste uge, viser det sig efter en række forundersøgelser, at den tiltænkte udbedring i det bedagede hus praktisk talt er umulig.
Op til et udvalgsmøde sidste onsdag blev to scenarier lagt frem til de fem politikere i Kultur & Fritid: Forbyd de mest “støjende” koncerter på Huset og flyt dem ned på Kulturscenen ved Tobakken eller find endnu 1,1 millioner til ekstra foranstaltninger, der måske alligevel ikke vil have den ønskede effekt. Udvalget besluttede at udsætte punktet.
– Det har ligget mig meget på sinde at komme herned og møde jer, se stedet og forstå, hvad vi har med at gøre, sagde udvalgsformand Susanne Dyreborg (DD), da hun onsdag eftermiddag deltog i Husets brugermøde.
Hun understregede gang på gang, at hverken hun selv eller de øvrige fire medlemmer af Kultur- & Fritidsudvalget har ambitioner om at lukke ned for hverken musikken eller Huset som sådan.

– Men vi har en udfordring, vi er nødt til at forholde os til.
Udfordringen er støjklager, som en enkelt eller flere naboer jævnligt sender til kommunen, når der har været koncerter på det kommunalt ejede ungdoms- og kulturhus.
Christian Korsgaard fra kommunens forvaltning deltog også i mødet – og han supplerede:
– Og de er i deres gode ret til at klage. Der er foretaget målinger, der viser, at den øvre støjgrænse bliver brudt.
Konstruktiv dialog med konkrete forslag
Susanne Dyreborg spurgte direkte de to foreninger, om hvad de ville sige til at flytte nogle af de konkrete aktiviteter væk fra Huset. Men den idé vil ødelægge kulturen, lød svaret.
– Det er netop ejerskabet og det fysiske tilhørsforhold til huset her, der har været med til at bygge den her fantastiske kultur op. Hvis man spreder aktiviteterne for alle vinde, vil det ikke være det samme. Så vil det bare være som at gå til en koncert på Tobakken, men på Huset har vi endeligt fået skabt et miljø og en inkluderende ungdomskultur, hvor folk føler sig hjemme, lød svaret fra en af mødedeltagerne.
Flere påpegede, at ikke bare musikere på græsrodsniveau træder deres første sko her – også på det organisatoriske plan hersker en lærerig doityourself-kultur – og så er der endnu en dimension, der særlig har været vigtig efter corona-årene: nemlig hvor meget miljøet omkring Huset har betydet på det sociale plan.
– Man taler meget om ensomhed blandt unge. Her har vi at gøre med et brugerstyret ungdomshus, hvor man kan føle sig som en del af et fællesskab, hvilket har betydet alt for mig. Havde jeg ikke haft Huset, havde jeg ingen grund til at blive i Esbjerg, fortalte en anden med tydelig berørt stemme.

– Og når kommunen nu gerne vil være kulturby, og vi langt om længe har fået opbygget et miljø, der fungerer her i byen, så ville det være meget ødelæggende på mange planer, hvis man lukkede ned for Huset, tilføjede han.
Flere nikkede, alle klappede. Nogle fulgte op med samstemmende historier. Udvalgsformanden anerkendte.
– Det sociale område, og det at børn og unge har det godt, ligger mig meget på sinde. Det betyder rigtigt meget for mig. Fordi man er formand på kulturområdet betyder det bestemt ikke, at man ikke kærer sig omkring socialområdet. Og jeg lytter – og jeg er her af oprigtig interesse, sagde Susanne Dyreborg, der tog sig god tid til at høre på de holdninger, der blev luftet på mødet, der blev afholdt i god, demokratisk tone.
– Vi har også ladet faklerne og høtyvene blive hjemme, som en af deltagerne påpegede.
På det mere løsningsorienterede plan blev der fra brugernes side rettet fokus mod lokalplanen.

– Hvis det her hus havde ligget på den anden side af Nørregade, havde der været en anden grænse for støjen, fordi det så ville være indenfor en anden zone. Så kan man ikke lave et tillæg til lokalplanen ligesom man har gjort, da I.C. Møllerparken blev omdannet fra kirkegård til park, blev der spurgt.
Christian fra kommunen noterede. Flere af mødedeltagerne gav udtryk for, at forslaget ikke handler om at lave krumspring, for love og regler skal selvfølgelig overholdes – og naboer skal naturligvis ikke generes, men det handler om også om fairness:
Huset har gennem næsten 40 år – under forskellige navne – fungeret som ungdomshus og spillested.
– Så hvis det her handler om én nabo, der er flyttet til for få år siden, så må han forvente det, når bare støjgrænserne bliver overholdt, mente en af brugerne.
Susanne Dyreborg erkendte, at hun ikke kender samtlige regler og love på området indgående, men at hun var lutter øren over for løsninger og netop havde insisteret på at komme på besøg på Huset for at få nuanceret perspektiverne.
Inputs fik hun nok af. Dem vil hun dele med resten af det ansvarlige udvalg. Den 6. maj bliver sagen igen taget op – om der kommer andre løsningsforslag på programmet end de to tidligere skitserede, må tiden vise.
Læs også: Millionplan for Huset vakler – politikerne trykker på pause
Husets sammensætning
Huset fungerer i dag som et brugerstyret ungdomshus – eller med egne ord: Esbjergs kulturplatform for unge ildsjæle og idémagere. Huset har tilknyttet en kulturfacilitator fra Esbjerg Kommune.
Her foregår et væld af forskellige aktiviteter fra kreative sysler med håndarbejde over filmaftener til fredagsbar arrangeret af Education Esbjerg. Mange ungdomskulturelle foreninger hører hjemme på Huset, herunder Kanten og Konfus.
Konfus er i dag en forening, men var oprindeligt navnet på det ungdomshus, der lå i Exnersgade 4 og senere blev flyttet til Tobakken-komplekset, hvor Kulturscenen i dag ligger.





































