Efter alvorlig kritik og flere måneders oprydning får Huset Ung nu igen lov til selv at håndtere medicin for de børn og unge på institutionen.
Efter alvorlig kritik og flere måneders oprydning får Huset Ung nu igen lov til selv at håndtere medicin for de børn og unge på institutionen.
Efter flere måneders oprydning og oplæring giver Styrelsen for Patientsikkerhed nu grønt lys til, at medarbejderne igen må håndtere medicin for de børn og unge på døgntilbuddet Huset Ung på Ulvevej Gjesing.
Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse onsdag.
Efter flere måneders intensivt arbejde får Huset Ung i Esbjerg nu igen lov til selv at håndtere medicin og varetage de sundhedsfaglige opgaver for de børn og unge, der bor på institutionen.
Det sker, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at stedet har rettet op på en række alvorlige forhold, som tidligere førte til et skærpet påbud.
I februar greb styrelsen ind efter et tilsyn, der afslørede betydelige problemer med blandt andet medicinhåndtering, dokumentation og procedurer omkring børn og unge med risiko for selvskade eller selvmordstanker.
På det tidspunkt blev medarbejderne frataget retten til at håndtere og udlevere medicin.
Kritiske mangler
Styrelsen pegede blandt andet på usikker medicinhåndtering, uklarhed om ansvar og kompetencer samt mangelfuld dokumentation.
Der blev også fundet udløbet medicinsk udstyr i form af blandt andet handsker, tape og plastre.
Ifølge Esbjerg Kommune var kritikken berettiget.
– Påbuddet vi fik i februar, var helt berettiget. Der var alt for mange ting, vi ikke havde styr på, men det er der rettet op på, indrømmer Pia Damtoft, direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune.
Skal nu bevise det i praksis
Siden februar har Huset Ung blandt andet indført nye procedurer, taget et nyt journalsystem i brug og ansat sundhedsfaglige medarbejdere.
Nu får institutionen mulighed for igen selv at håndtere medicinen, men det sker under tæt opfølgning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det betyder, at Huset Ung i den kommende periode skal dokumentere, at de nye arbejdsgange fungerer efter hensigten.
– Nu skal vi vise i praksis, at de nye retningslinjer og arbejdsgange fungerer, og at de bidrager til at passe bedst muligt på de børn og unge, der bor på Huset Ung, siger Pia Damtoft.
Kommunen betegner afgørelsen som et vigtigt skridt, men understreger samtidig, at arbejdet med at styrke patientsikkerheden fortsætter.

































