En vild og farlig færd til hjertet af det esbjergensiske skateboard-miljø 

Jeg er 46 år og har lavet tricket mange gange før, så det sidder i hukommelsen, men alligevel fucker min hjerne med mig. Det er frygt …

– Kom nu mand! Jeg ved, du har den! 
– Ah, jeg ved sgu snart ikk’.  
– Jo, kom nu, vi vil gerne se den. Det kan stort set ikk’ gå galt! Hvis jeg filmer, så laver du den! 
– Ok, fuck det. Så går jeg for den. 

Commitment eller dø! 

Vi har skatet den dybe bowl i næsten en time, men det er måske et par år siden, at jeg sidst har lavet en blunt fakie i den dybe ende. Jeg forsøger at få pulsen ned og fokuserer på tricket. Kroppen ved godt, hvad den skal, men alligevel er der noget et sted i hjernen – sandsynligvis fornuften – der siger, at det er dumt at køre op ad en over tre meter høj, næsten lodret betonvæg for derefter at hive sit board ud over kanten og lande baglæns ned i dybet. 

Jeg er 46 år og har lavet tricket mange gange før, så det sidder i hukommelsen, men alligevel fucker min hjerne med mig. Det er frygt. Frygten for at komme til skade. Frygten for ikke længere at kunne stå på skateboard … Jeg forsøger at lukke af for tankerne og fornemmer rytmen i tricket. Jeg ved, jeg har den, men det gælder om at committe og gennemføre tricket – ellers kan det blive farligt. 

Det første forsøg mislykkes; timingen og balancen er lidt forkert, så jeg må baile. Men det at have brudt den mentale barriere og forsøgt tricket gør, at adrenalinen pumper i kroppen. Nu er der ingen vej tilbage. Jeg kan mærke, at tricket er inden for rækkevidde, så nu behøver jeg ikke længere overtalelse. Jeg vil lande det trick, og frygten er forsvundet.  

Skater Claus Feldberg, bs noseblunt slide (2022) Foto: Peder Henriksen.

Andet forsøg mislykkes også; farten er ikke helt rigtig, og min krop kommer ikke i den ønskede position. I tredje forsøg kommer hjulene op over bowlkanten, som de skal. Kroppen er i balance, og jeg grabber boardet i nosen og trækker det tilbage ud over kanten og lander. Hallo: Hvor svært kan det være? 

Nogle tricks føles bare bedre at lande. De andre skatere kommer med opmuntrende tilråb, og der bliver uddelt fist bumps – Hell yeah! Jeg vidste, du havde den! 

Selvom skateboarding på mange måder er en individuel kamp for at overvinde frygt, så er det også en holdsport i den forstand, at de fleste har brug for nogle at skate sammen med for at rykke deres grænser og på den måde blive bedre. Som skater har man behov for opbakning og en vis portion gruppepres, når man skal overvinde mentale blokeringer. Skateboarding er en slags wellness for sjælen, og det er en forløsning at lande et trick, som man ikke har lavet eller kæmpet med længe. 

Er der et skateboardmiljø i Esbjerg? 

I 2013 flyttede jeg til Esbjerg efter fem omflakkende år i Stockholm, Århus, Malmø og på Færøerne, hvor jeg i kølvandet på finanskrisen havde forsøgt at få en fod indenfor på et halvlunkent arbejdsmarked. Jeg havde så småt genopdaget min ungdoms passion for skateboarding og glædede mig til at se, hvad Danmarks femtestørste by havde at byde på med hensyn til skatespots og lokale rippere

Her mere end ti år senere kan jeg berette, at Esbjerg har et levende skateboardmiljø med mange dygtige skatere og kreative kræfter, der tegner, maler og skriver skateboard-digte. Samt endda en skateboardforening (Esbjerg Skate Forening – ESF), der blandt meget andet arrangerer konkurrencer og roadtrips til nogle af landets mange nye betonparker. 

Før 2013 havde jeg aldrig været i Esbjerg, men jeg kendte selvfølgelig til legendariske navne som Barry Lee og Morten Knak fra Wrong Skateboarding, hvor især førstnævnte havde gjort sig bemærket i det danske skateboardmiljø i 90’erne med sin kompromisløse stil, hvor ingen trapper eller rails var for vilde eller farlige til at kunne skates (se fx klip med dem på www.skateboard.dk). 

En gruppe unge skater i GAME Streetmekka Esbjerg. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

Som forberedelse til mødet med det esbjergensiske skate-miljø tjekkede jeg YouTube og fandt hurtigt nogle klips med to young guns ved navn Thor Spangsbjerg og Claus Feldberg, der begge imponerede med tekniske fliptricks og grinds på ledges og rails. Det lignede noget, jeg havde set i amerikanske skateboard-film omkring år 2000, hvor jeg mere eller mindre ellers indstillede min egen ’skateboard-karriere’ pga. studier og kæreste. Egentlig ikke legitime grunde til at kvitte skateboarding når jeg tænker tilbage, men ok, shit happens. 

Tilflytter på spottjek 

Efter at skateboardet var dukket frem fra flyttekasserne, begav jeg mig afsted mod de to lokale skatespots, jeg havde kendskab til. Det første sted var ved Blåbjerggårdskolen i Grønlandsparken, hvor der til min glæde faktisk stadig var et skate-areal. Men en metalminirampe med dårlige copings, døde transitioner og tre-fire nedslidte træramper på street-arealet gjorde mig ikke ligefrem stoked

Ok, det var da bedre end Færøerne, men der var langt til de fede forhold i Malmø, der som Europas bedste skateboard-by retfærdigvis ikke kan sammenlignes med Esbjerg. Et par lokale løbehjulsrollinger blev overrasket over at se en mand på alder med deres far, så jeg måtte straks svare på de tre hyppigste spørgsmål: Hvor gammel er du, hvor længe har du stået på skateboard, og kan du lave et kickflip? Efter en halv time på arealet cyklede jeg tilbage til min lejlighed i Vesterbyen for aldrig mere at vende tilbage til Blåbjerggårdskolen. 

Lysten til at genoptage skateboarding var der dog stadig, så et par uger senere sprang jeg igen på cyklen for at teste Esbjerg Skatehal på Murervej i Sædding. I den lokale skateboardbutik Collabo havde jeg mødt indehaveren og skateboard-veteranen Robert Hansen samt den lokale ripper og medarbejder i butikken Nicki Dinesen, der havde fortalt, at torsdag var den bedste dag at besøge hallen. 

Medlemmer fra ESF på vej på roadtrip (2021). Foto: Peder Henriksen

At dømme ud fra YouTube var udvalget af ramper ganske fint, så jeg håbede blot på, at der ville være nogle skatere i hallen. Besøget levede desværre ikke helt op til forventningerne. Hallen var fyldt med kids på løbehjul, hvilket kan give enhver skateboarder (m/k) lange dadler. 

Heldigvis var der en enkelt skater, den lokale rampebygger Rasmus Urhøj, så det blev til en lille sesh, der gav håb om, at der faktisk var liv i det esbjergensiske skatermiljø. På det tidspunkt hang min skateboard-interesse i en tynd tråd på grund af travlhed på mit nye arbejde, men et par år senere besøgte jeg hallen igen, da jeg i Esbjerg Ugeavis havde set, at der var kommet en ny træbowl (bygget af skaterne selv med Barry Lee som primus motor). 

Bowlen så ved første øjekast indbydende ud, men de ellers så erfarne ramperbyggere havde desværre valgt at lakere pladerne, så rampen var så glat, at man risikerede om ikke liv, så i hvert fald lemmer. Den glatte bowl og manglen på skatere i hallen gjorde, at jeg ikke vendte tilbage. 

Måske var jeg i en alder af 38 år bare blevet for gammel til at stå på skateboard? Dét mente i hvert fald en lokal kvinde, som jeg mødte på Esbjerg Banegård en solskinsdag, da jeg havde været i Fredericia for at skate træbowlen på havnen. Jeg svarede hende, at der jo også fandtes oldboys inden for fodbold og andre sportsgrene, men hun mente nu nok, at skateboarding var for børn og unge – og alt for farligt for en voksen mand. 

Remisen forvandles til Streetmekka 

I løbet af 2015 begyndte graffitimalernes foretrukne øveterræn, Remisen, at blive omdannet til Streetmekka. Mens skriverne (graffitimalerne) kneb en tåre, så jublede byens skatere over udsigten til en skatepark bygget i beton af professionelle skatepark-byggere fra Canada. 

En ny skatepark tiltrækker naturligvis byens aktive skatere, men også de mere henslumrende dele af miljøet. I løbet af de første par år med Mekka fik jeg skatet væsentligt mere, end jeg havde gjort de foregående år, og jeg mødte efterhånden flere og flere af de lokale, ligesom der også kom folk til fra især Varde og Ribe. 

Den tidligere DSB-remise blev for cirka ti år siden omdannet til streetmekka. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

De nye faciliteter på Remisen blev på én gang starten på noget nyt og afslutningen på noget historisk. Skateboardingens tidligste historie i Esbjerg fortoner sig, men kan i hvert fald dateres tilbage til 1978, hvor Esbjerg Skateboardclub blev stiftet. Dengang var den foretrukne disciplin slalom, og man trænede ved og i skøjtehallen. 

Siden starten af 90’erne har Esbjerg Skateforening (dengang Esbjerg Rollerskateclub) drevet en indendørs hal i Sædding, men med konkurrencen fra et nyt, professionelt bygget Streetmekka, der med fuld kommunal finansiering drives af den sociale organisation GAME, blev det vanskeligt at fastholde medlemstallet, der kunne sikre hallens økonomi. Efter at byens skateboardfacilitet i mere end 30 år var blevet drevet af skateboardere, så sluttede en æra i 2017, efter lejemålet blev opsagt.  

Nyt streetareal 

Esbjerg Rollerskateclub var på det tidspunkt tæt på at lukke og slukke, men heldigvis havde det esbjergensiske skateboard-miljø fået tilført nyt blod udefra i form af ildsjælen Bo Villumsen, der længe havde været et kendt navn i det etablerede danske skate-miljø for sit engagement i (sub)kulturen. 

Bo ønskede, at der fortsat var en skateboard-forening i byen, som kunne varetage skaternes interesser, da GAME som driver Streetmekka hverken er forankret lokalt eller i skateboard-miljøet, men udspringer af streetbasket-miljøet i København. 

Esbjerg Rollerskateclub skiftede således navn til Esbjerg Skateforening. Den første opgave for den nye bestyrelse blev at forbedre de noget ufærdige udendørsfaciliteter på Streetmekka. Efter en periode med ansøgninger hos fonde og møder med kommunen kunne arealet (designet med udgangspunkt i skaternes egne ønsker og opført af FSR) omsider indvies i 2021 og overdrages som en slags gave til Esbjerg Kommune. Lidt i stil med Harald Blåtand fik Esbjerg Skateforening endda rejst et mindesmærke i form af en kampesten med inskription udført kvit og frit af Danske Stenhuggerier i Jerne. 

Asger – 50-50 grind (2023). Foto: Mads-Peter Glass.

Esbjerg Skateforening lever 

Esbjerg skateforening mødes fast hver tirsdag til sesh på Streetmekka, hvor der typisk samles cirka 30 skatere. Hvis man er ny, vil man om aftenen typisk blive hilst velkommen med en sticker, og forhåbentligt lader man sig ikke skræmme væk af, at der er mange gode. 

Hvis man er en ung dreng eller pige, der gerne vil stå på skateboard, kan det være svært at komme i gang, da der ikke eksisterer noget organiseret træningstilbud. Til gengæld vil de fleste mere erfarne skatere gerne give gode råd til alt fra fodstilling og tips til begyndertricks, man kan øve sig på. Det kræver ikke noget medlemskab at møde op, men for en krøllet halvtredser om året kan man være med til at sørge for, at byen fortsat har en forening, der varetager skaternes interesser. 

Game Streetmekka. Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune.

Esbjerg Skateforening har siden 2021, ud over at arrangere ture for medlemmerne, også forsøgt at skabe samarbejde med byens kunstnere og udvalgte erhvervsdrivende. Der er bl.a. blevet trykt skateboards med grafik af lokale kunstnere, hvor overskuddet af salget gik til Musikby Esbjerg. Der er blevet brygget skateboard-øl i samarbejde med Esbjerg Bryghus og ristet kaffe i samarbejde med Bean Machine – med grafik af den tidligere Esbjerg-skater Laurent Gehin. 

Der er sågar blevet trykt T-shirts med grafik af den lokale skater/kunstner Bjarke Mølleskov Pedersen for at støtte et skovrejsningsprojekt, hvor Growing Trees Network Foundation i samarbejde med Esbjerg Kommune opfører en kommende folkeskov ved Novrup. Herudover har foreningen været med til at forbedre faciliteterne omkring Præstegårdsskolen i form af rampebygning og et DIY-projekt. 

Esb-yeehaa 

At Esbjerg Skateforening ud over talentfulde skatere også rummer mange kreative kræfter og ildsjæle kan man komme forbi og se ved selvsyn lørdag den 14/9 på Streetmekka, hvor Emil Mygind Larsen og Esbjerg Skateforening står bag det store arrangement Esb-yeehaa (kl. 12-22). 

Rapperen ved navn Branco. Pressefoto.

Emil har lavet et stort skateboard-maleri som en hyldest til Esbjerg og dets skateboard-miljø, som bliver offentliggjort på dagen, hvor der også vil være skateboardkonkurrence og gratis koncert med bl.a. punkbandet Speedpik og rapperen Branco. Der vil også være mulighed for at købe skateboards med lokalt motiv og diverse merchandise, og overskuddet fra hele arrangementet går til ungdomspsykiatrien, HeadSpace og Esbjerg Skateforening. 

Skateboarding har fået fornyet opmærksomhed, efter sporten blev en OL-disciplin. Og selvom nogle forbinder skateboarding med noget vildt og farligt, så er miljøet faktisk meget inkluderende. Altså, hvis du læser dette – og synes skateboarding er sejt – så tag dine venner, børn og familie med. Kom forbi på lørdag i Streetmekka i Nørrebrogade, 6700, og støt vores hjerteblod: Den lokale skateboard-(sub)kultur i Esbjerg. Det betyder meget mere, end du aner. For os og for mange unge i byen. 

Ordforklaring til skater-lingo: 

Backside (bs) / frontside (fs): Betegnelser, der angiver om tricket udføres med rotation med ryggen eller forsiden først.
Bail: At afbryde et trick på en kontrolleret måde i modsætning til et slam, hvor man pludselig styrter og slår sig.
Blunt fakie: Trick hvor baghjulene er oppe på en kant; fakie betyder at køre baglæns  ifht. den normale køreretning.
Bowl: Skateboard-rampe designet med inspiration fra tømte swimmingpools.
Coping: Metalrør på kanten af en rampe.
Grab: At tage ved boardet med hånden for at styre det i luften.
Grind: Betegnelse for en lang række tricks.
Ledge: En kant på f.eks. en granitbænk.
Ollie: Trick, der anvendes til at få boardet op i luften. Det mest grundlæggende trick, som anvendes i utallige variationer i både street- og park-skating.
Rail: Gelænder ved f.eks. en trappe.
Ripper: Skater med højt niveau.
Sesh: Session; det at stå på skateboard sammen.
Stoked: Begejstret, positivt overvældet.
Transition: buningen på ramper.
Young Guns: Unge talentfulde skatere.

Overskuddet fra eventen fordeles således: 50 procent Lokalpsykiatrien Esbjerg, 40 procent til Headspace Esbjerg og 10 procent til Esbjerg Skateforening.

(f. 1977); startede med at stå på skateboard i 1987 i Holstebro. Flyttede i 2000 til Århus for at gå på universitet og glemte til sidst næsten at få tid til at stå på skateboard. Flyttede i 2008 til Stockholm og genfandt interessen for skateboarding, men det var først i Malmø (2011/2012), at lysten til det for alvor kom tilbage. Flyttede i 2013 til Esbjerg og har siden 2018 været bestyrelsesmedlem i Esbjerg Skateforening og lektor på Rybners i Grådybet. 

Dagens top-3

Bettina Lindved Sørensen er oprindeligt fra Horsens. En provinsby, der har meget til fælles med Esbjerg. Foto: Fjodor Pedersen.
Kvinden bag fishtown er faldet pladask for fiskerbyen 
Sønderho Feriekoloni. Privatfoto.
Nu tages nyt skridt: Vil genåbne Sønderho Feriekoloni
Signe Juhl Trio: Signe Juhl, vokal, Bo Møller, guitar og Niels Kvist, bas. Pressefoto.
Guide: Oplev jazz og lad bilen stå eller tag den store rundtur 
11-årige Sophie spiller Oliver Twist. Foto: Fjodor Pedersen.
11-årige Sophie er klar til at indtage rollen som Oliver Twist
Hanzō Esbjerg på hjørnet af Skolegade og Kirkegade.
Hanzō Esbjerg fejrer to-års fødselsdag med særligt tilbud
Edmund Jacobsen i front for NorðKraft. PR-foto.
Fra Færøerne til Esbjerg: NorðKraft udgiver ep med titlen "Highfive"
Signe Juhl i front til åbningskoncerten ved Esbjerg Jazz Festival 2025. Foto: Fjodor Pedersen.
Rørende, gribende og svensk, da jazzfestival blev åbnet
Julie Wieland aka Pigen med paraplyen. Pressefoto.
Vinterferie med børnejazz i verdensklasse
Oliver Kjær, Esbjerg Energy. Foto: Dansk Ishockey-Union.
Esbjerg slog Odense efter straffeslag
Det lignede en rigtig træningskamp, men EfB så ud til at være klar til premieren lørdag mod Kolding. Foto: Fjodor Pedersen.
EfB sikrer komfortabel sejr over Frem i generalprøven
Delegation fra Esbjerg Taekwondo Klub ved et stævne i 2024. PR-foto.
500 kampsportsudøvere til stævne i Esbjerg
Undervisning på Trafikskolen i Esbjerg. Pressefoto.
Nyt uddannelsestilbud i Esbjerg: IGU-skole inden for transport

Det sker i Esbjerg

THE WADDEN SEA PRINTS 2
The Wadden Sea Prints – Udstilling på Myrthuegård
Granly Hockey Arena - Isarena og skøjtehal i Esbjerg
Esbjerg Energy - Aalborg Pirates
Oliver-Twist_w2
Oliver Twist

Anbefalet

80-årige Ruth Mortensen havde 50 års jubilæum i Favorittens Smørrebrød sidste år. Heraf de 48 som ejer. Foto. Fjodor Pedersen.
Favorittens Smørrebrød – en Esbjerg-institution 
Kellermensch i Musikhuset Esbjerg. Foto: Fjodor Pedersen.
Leder: Det klinger lidt hult, når mediemastodonten hylder kulturlivet
Mathias Karlskov, daglig leder i Collabo, skal på jobjagt, når butikken lukker den 31. januar. Foto: Fjodor Pedersen.
Ny butikslukning gør Esbjerg mindre mangfoldig
  • All Posts
  • Aktuelt
  • Anbefalet
  • Butiksliv
  • Byliv
  • Esbjerg Retro
  • Forbrugerstof
  • Gastroliv
  • Guides
  • Kulturliv
  • Livsstil
  • Sportsliv
  • Studieliv
  • Ude- & Indeliv
    •   Back
    • Meninger
    • Nyheder
    • Dagens Foto
    • Debat

Torvet 21, 2 | 6700 Esbjerg | 60886633

Annonceinfo

Annoncér lokalt - det er billigere, end du tror!

Kontakt os

Har du en god historie? Kontakt redaktionen.

Vi tager ansvar for vores indhold
Medlem af
Medlem af
Medlem af

TILMELD NYHEDSBREV

Få guides og nyhedsoverblik direkte i din indbakke - helt gratis!

Ved tilmelding accepterer du vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

GÅ ALDRIG GLIP AF NOGET!

Få vores GRATIS nyhedsbrev 3-4 gange om ugen ...

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Du kan afmelde dig med et klik, hvis du fortryder.