Fire erfarne lærere står bag initiativet om den nye skole, der slår dørene op senere i år og kommer til at ligge i Sædding.
Fire erfarne lærere står bag initiativet om den nye skole, der slår dørene op senere i år og kommer til at ligge i Sædding.
Når skoleåret starter i august 2026, får Esbjerg endnu et nyt skoletilbud. Esbjerg Friskole bliver navnet på den nye grundtvig-koldske friskole, som får hjemme i de tidligere børnehavelokaler på Ådalparken 43 i Esbjerg V.
Skolen åbner i første omgang med klassetrin fra 0. til 5. klasse, men planen er, at friskolen vokser år for år. Allerede i august 2027 udvides med endnu et klassetrin, og udviklingen fortsætter frem mod 2031, hvor skolens første 9. klasse dimitterer.
En drøm, der blev til en plan
Initiativtager til friskolen er Michael Lauridsen, som siden 2018 har haft en drøm om at starte sin egen skole.
– Jeg drømte oprindeligt om at starte en efterskole, men over årene har ønsket ændret sig til en friskole, fortæller han.
Drømmen blev med tiden delt med kollegaerne Kirstine Lyngesen, Sannie Madsen og Lise Bennetsen. Det, der begyndte som en idé og lidt interne jokes, udviklede sig gradvist til en konkret plan.
– Pludselig begyndte Michael at sende links til erhvervsejendomme, og da vi tog med ud og kiggede, gik det op for os, at det her var alvor, siger Kirstine Lyngesen.
Solid erfaring fra den frie skoleverden
Tilsammen bringer initiativgruppen mere end 30 års erfaring fra undervisning i den frie skoleverden med sig.
– Selvfølgelig er der nye ting, vi skal lære, men jeg er overbevist om, at vi tilsammen har så meget viden, erfaring og gåpåmod, at vi kan skabe den skole, vi drømmer om, siger Lise Bennetsen.
Blandt initiativtagerne er der også konkret erfaring med at starte en friskole fra bunden.
– Jeg var med til at starte friskolen i Billum, så jeg har en idé om, hvad det kræver. Det er benhårdt arbejde, men vi kender hinandens styrker og svagheder så godt, at jeg er tryg ved, at vi arbejder i samme retning, fortæller Sannie Madsen.
Fællesskab og livsduelighed i centrum
Esbjerg Friskole bygger på et grundtvig-koldsk værdigrundlag, hvor fællesskab, samarbejde, livsduelighed og det levende ord er centrale begreber.
Skolen har hentet sit slogan direkte fra Grundtvig.
– Find dig i fællesskabet. Det indrammer alt det, vi vil med vores skole, siger Michael Lauridsen.
Skolen bliver uden prøver og eksaminer, som man kender dem fra folkeskolen, men ambitionen er stadig at stå mål med folkeskolen.
– Vi skal ikke være et fravalg af folkeskolen, men et tilvalg af friskolen og de værdier, vi bygger den på. Vores primære ambition er at danne børn til at blive hele, kompetente og selvstændige mennesker, forklarer Michael Lauridsen.
Små klasser og én klasse pr. årgang
Esbjerg Friskole tilstræber maksimalt 18 elever i hver klasse og kommer kun til at have én klasse pr. årgang. Det skal give plads til nærhed, relationer og et trygt læringsmiljø.
For interesserede forældre og andre nysgerrige afholdes der informationsmøde mandag den 12. januar 2026 på adressen Ådalparken 43 i Esbjerg V, hvor man kan høre mere om skolen og menneskene bag.






















