Tre af Esbjergs største ungdomsuddannelser går nu sammen om at give de unge en direkte stemme i udviklingen af Danmarks kommende ungdomsuddannelse, epx.
Det sker ved en fælles UNGEDAG tirsdag den 18. november i EfB Loungen, hvor unge fra hele byen får mulighed for at påvirke, hvordan fremtidens uddannelsestilbud skal se ud.
Det er politisk besluttet, at epx – en erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse – skal indføres i 2030. Uddannelsen skal i langt højere grad end i dag kombinere teori og praksis og være åben for alle, der har bestået folkeskolen.
Men hvordan skal epx fungere i Esbjerg? Det spørgsmål vil skolerne have byens unge til at være med til at besvare.
De unge skal være medudviklere
Det er Rybners, Esbjerg Gymnasium og SOSU Esbjerg, der står bag samarbejdet. Ifølge rektor på Esbjerg Gymnasium, Sune Ahrenkiel, er det oplagt at starte dialogen nu.
– Det vigtigste er at skabe en ny ungdomsuddannelse, som de unge i Esbjerg faktisk har lyst til at vælge, og som giver dem de muligheder, de drømmer om i livet. Derfor giver det mening, at vi går sammen om at tale med de unge, som det hele handler om.
Ungedagen samler elever fra både ungdomsuddannelserne, FGU samt 9. og 10. klasserne.
Unikt samarbejde i Esbjerg
Uddannelseschef på SOSU Esbjerg, Helle Holm, understreger, at samarbejdet mellem skolerne er noget særligt:
– Jeg synes, vi viser, at vi i Esbjerg både kan mønstre fællesskab og fremsyn, når det handler om fremtidens uddannelsesudbud i byen. Jeg er stolt af, at vi er gået sammen om at inddrage de unge i processen.
Hvordan selve udbuddet af epx skal organiseres i Esbjerg, er endnu ikke fastlagt. Det giver ifølge skolerne en sjælden mulighed for at tænke nyt uden hensyn til institutionsgrænser.
En uddannelse der skal bygges sammen med de unge
For direktør for Gymnasier på Rybners, Gudrun Kirk Petersen, er inddragelsen af de unge helt central:
– Den nye epx-uddannelse skal ikke kun laves for de unge, men også sammen med dem. Det er præcis den proces, vi sætter i gang med UNGEDAGEN, hvor de unge får muligheden for at spille en central rolle i udviklingen af byens nye ungdomsuddannelse.
Fakta om epx
- Står for erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse.
- Planlagt indført i 2030.
- Skal kombinere teori og praksis langt mere end nuværende ungdomsuddannelser.
- Skal kunne vælges direkte efter 9. eller 10. klasse.
- Henvender sig til unge, der ønsker en mere anvendelsesorienteret og praksisnær vej videre – fx mod erhvervsuddannelser, velfærdsfag eller praksisnære videregående uddannelser.
- Uddannelsens endelige form er ikke fastlagt – derfor inddrages de unge nu.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

