N1 finder ny driftsdirektør internt: Esbjergensiske Sine Grønberg får ansvaret for at drive landets største elnet. Hun har siden november fungeret som midlertidig leder.
Sine Grønberg, der er født og opvokset i Esbjerg, har siden november fungeret midlertidigt i stillingen, men skal nu permanent stå i spidsen for afdelingen Netdrift & Produktion i Elnetselskabet N1.
Privat bor Sine Grønberg i Hjerting sammen med sin mand og deres to børn. Hun har været i el-branchen siden 2016, hvor hun tiltrådte en stilling som proceskonsulent i det daværende SydEnergi.
Nu får hun det overordnede ansvar for at sikre strømforsyningen til 800.000 jyske hjem og virksomheder.
Sine Grønberg kommer fra en stilling som chef i en anden af koncernens afdelinger i N1, hvor man har noteret sig, at 2024 blev det år med størst strømforbrug nogensinde. En udvikling, der sandsynligvis vil fortsætte.
– Vi kigger ind i en fremtid, hvor vi skal investere mange milliarder i elnettet for at være på forkant med elektrificeringen af samfundet. Derfor har vi brug for en sikker hånd til at fastholde vores høje niveau af forsyningssikkerhed. Sine har et stærkt digitalt mindset, hun kender N1 indgående og har i hendes tid forbedret en række af vores processer, og så er Sine en stærk leder, der både kan sikre driften og motivere medarbejderne i en hverdag, der er travl og præget af store forandringer, siger Lise Bering, administrerende direktør i N1.
Et travlt 2025
N1 råder i dag over mere end 280.000 kabelskabe og over 40.000 km elkabler og med et mere elektrificeret samfund i sigte, står landets geografisk største elnet blot til at vokse.
Alene i år forventer N1 nemlig at investere omkring 1,5 milliarder kroner i elnettet.
– Elnettet er inde i en spændende udvikling, hvor vores samfundsrolle bliver endnu vigtigere. Derfor er det også afgørende, at vi gør driften mere digital og intelligent, så elforbrugerne fortsat kan regne med elnettet. Den opgave ser jeg frem til at løfte sammen med dygtige kolleger i N1 i en tid, hvor der virkelig bliver damp på kedlerne, siger Sine Grønberg.
Samtidig med, at Sine Grønberg indtager rollen som direktør for Netdrift & Produktion, indtræder hun også i N1’s øverste ledelse.

Blå bog: Sine Grønberg
2019 – nu: Chef for Taktisk & Operationel Support i Elnetselskabet N1. Før det flere lederstillinger i selskabet.
2016 – 2019: Proceskonsulent i SE (Syd Energi)
2013 – 2016: CVP Træningspartner i Novo Nordisk
2008 – 2013: Seniorkonsulent og projektleder i PwC (PricewaterhouseCoopers)
Uddannelse: HD i økonomistyring og procesledelse ved Copenhagen Business School.
Sine Grønberg er født og opvokset i Esbjerg, og bor i dag i Hjerting med sin mand og deres to børn.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print