MOBILVERSION

1. juni 2026

EsbjergLiv.dk bliver en del af større lokal mediesatsning

Efter godt to år som selvstændigt medie bliver EsbjergLiv.dk pr. 1. august en integreret del af en ny stor satsning på sport, kultur og lokale fællesskaber i Esbjerg.

Efter godt to år som selvstændigt medie bliver EsbjergLiv.dk pr. 1. august en integreret del af en ny stor satsning på sport, kultur og lokale fællesskaber i Esbjerg.

Bag satsningen står Endrupholm Invest ApS, Esbjerg Ugeavis’ Fond og Min By Media, som med en række nyskabende tiltag og nyansættelser ønsker at styrke den lokale dækning af både kulturliv, oplevelser og sport i byen.

– Vi har gennem længere tid arbejdet med tankerne om at investere i en virksomhed, der ud over at være forretningsmæssig også kan komme Esbjergs borgere og byens tilskuersport og kulturudbud til gavn. De forenede kræfter, der nu samles i MigogEsbjerg, er for os derfor en helt oplagt investering, siger Henry Heiberg, bestyrelsesformand, Endrupholm Invest ApS.

Fra venstre: Henry Heiberg, bestyrelsesformand for Endrupholm Invest ApS, Holger Refslund, bestyrelsesmedlem i Esbjerg Ugeavis Fond, sportsjournalisterne Ole Bruun og Chris Uldahl Pedersen, Fjodor Pedersen, stifter og redaktør af EsbjergLiv.dk, Kim Mortensen, bestyrelsesformand for MigogEsbjerg, samt Michael Qureshi, founder og chefredaktør for Min By Media. Pressefoto.
Fra venstre: Henry Heiberg, bestyrelsesformand for Endrupholm Invest ApS, Holger Refslund, bestyrelsesformand i Esbjerg Ugeavis’ Fond, sportsjournalisterne Ole Bruun og Chris Uldahl Pedersen, Fjodor Pedersen, stifter og redaktør af EsbjergLiv.dk, Kim Mortensen, bestyrelsesformand for MigogEsbjerg, samt Michael Qureshi, founder og chefredaktør for Min By Media. Pressefoto.

Som en del af projektet etableres også en samlet kalender for sport, kultur og events i Esbjerg, ligesom der arbejdes med nye muligheder for at skabe øget synlighed og sågar nye indtægter for byens sportsklubber og aktører.

Går op i en højere enhed

MigogEsbjerg og EsbjergLiv.dk gik – helt tilfældigt – i luften med få ugers mellemrum i foråret 2024 og har siden etableret sig som stærke, selvstændige lokalmedier med mange af de samme ambitioner.

– Derfor giver det overordnet set god mening at samle kræfterne og i det nye setup frigøre ressourcer til at lave endnu flere af de ting, der har været et særkende og hovedfokus på EsbjergLiv.dk; nemlig at gå i dybden med kulturstoffet og de små og store historier om livet i Esbjerg, man ikke finder andre steder, siger ansvarshavende redaktør og stifter Fjodor Pedersen.

– På den måde bliver det produkt, vi samlet set kommer til at servere, af endnu højere kvalitet til glæde og gavn for læsere, samarbejdspartnere og annoncører.

Undertegnede fik lov at lave live-interview med Bumsestilens Thomas T. under den nye KulturVestival. Foto: Skovgaard Studio.
EsbjergLiv.dk skal endnu tættere på kulturen, græsrødderne og de kreative miljøer. Her er det redaktør Fjodor Pedersen (tv) i live-interview med Bumsestilens Thomas T. under KulturVestivalen i Musikhuset Esbjerg i oktober 2025. Arkivfoto: Skovgaard Studio.

Ud over at EsbjergLiv.dk flytter ind og bliver et selvstændigt kulturunivers hos MigogEsbjerg, tilknyttes også Chris Uldahl Pedersen og Ole Bruun, der tilsammen har 60 år på bagen som sportsjournalister på JydskeVestkysten.

For chefredaktør hos Min By Media Michael Qureshi er der en enorm glæde over at samle så stærke lokale profiler omkring projektet:

– Ole, Chris og Fjodor kommer ikke bare med erfaring. De kommer med kærlighed til byen og et enormt netværk. De kender menneskene, miljøerne og historierne. Det gør en kæmpe forskel, siger han.

MigogEsbjerg har desuden indgået et kommercielt og tæt samarbejde med lokale Radio Victoria, hvor man også nu i højere grad skal udnytte de fælles muligheder.

Den nye mediesatsning, som du kan læse mere om hos MigogEsbjerg, går i luften i august. Indtil da fortsætter EsbjergLiv.dk som hidtil.

Del artiklen