Det blå valgforbund kunne ret hurtigt tælle til de nødvendige mandater – alligevel trak konstitueringen ud til klokken 3.57.
Venstre sætter sig igen på borgmesterkontoret i Esbjerg. Det står klart efter, at partiet sammen med Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Radikale Venstre har indgået en konstitueringsaftale efter valgnattens resultat.
Dermed kan Jesper Frost Rasmussen 1. januar påbegynde sin tredje periode som borgmester.
Da stemmerne fra kommunens 24 valgsteder var talt op ved halv tolv-tiden stod det klart, at partierne i det store blå valgforbund, inklusive De Radikale, sagtens ville kunne mønstre et flertal.
Venstre gik godt nok to mandater tilbage, men med Liberal Alliances ene mandat og Danmarksdemokraternes to gik det alligevel, når man lægger de tre til, som Konservative fik lov at beholde samt Radikale Venstres ene. I alt giver det 18. Der skal 16 til et flertal.
Dermed blev Dansk Folkeparti både valgets store vinder og taber, da partiet gjorde comeback til byrådet med to mandater, men ikke var nødvendige for Frost & Co. Dermed faldt der ikke noget af til DF’erne, der altså ikke var en del af forhandlingerne på rådhusets anden sal.

Her sad de fem allierede partier til gengæld i næsten fire timer, imens den samlede lokale og regionale verdenspresse ventede neden for trappen.
Da May-Britt Andrea Andersen (K), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Peter Nicolajsen (LA), Jesper Frost Rasmussen (V) og Susanne Dyreborg (DD) endelig kom ned, var klokken 3.57.
Her kunne borgmesteren – der altså bliver siddende – afsløre, at forhandlingerne havde været lige så hårde, som han havde forventet, og at hans spådom om flere valgte partier, havde holdt stik.
Aftalen giver Venstre to formandsposter for politiske udvalg, mens både Konservative og Danmarksdemokraterne hver får én. Samtidig sikres Liberal Alliance og Radikale Venstre plads i det magtfulde økonomiudvalg, som udvides fra ni til 11 medlemmer i den kommende byrådsperiode.
Det Konservative Folkeparti beholder desuden posten som 1. viceborgmester – en titel partiet også har haft i indeværende periode.
Borgmesteren forsikrede, at udvidelsen af Økonomiudvalget ikke vil gøre den politiske drift dyrere i den kommende byrådsperiode, og at der endnu ikke var sat navne på, hvem der får pladserne i udvalgene.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

