MOBILVERSION

13. oktober 2025

Flere familier i Esbjerg kan få brug for Julehjælp i år

Dansk Folkehjælp forventer rekordmange ansøgere efter stigende priser og ny kontanthjælpsreform. Også i Esbjerg.

Dansk Folkehjælp forventer rekordmange ansøgere efter stigende priser og ny kontanthjælpsreform. Også i Esbjerg.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Dansk Folkehjælp forventer rekordmange ansøgere efter stigende priser og ny kontanthjælpsreform.

Julen nærmer sig, men for mange familier bliver den igen i år en økonomisk udfordring.

Dansk Folkehjælp, som hvert år uddeler Julehjælp til tusindvis af lavindkomstfamilier, åbner nu for ansøgninger – og organisationen forventer et markant stigende behov.

Sidste år modtog 13.003 børnefamilier – svarende til 23.590 børn – Julehjælp fra organisationen. I år kan tallet blive endnu højere. De stigende fødevarepriser og den nye kontanthjælpsreform betyder, at mange familier har fået endnu mindre at leve for.

– Mange lavindkomstbørnefamilier er presset til det yderste af stigende priser og en ny kontanthjælpsreform, der yderligere reducerer et i forvejen minimalt råderum. Presset mærkes særligt op til jul, hvor udgifter, traditioner og sociale arrangementer står i kø, siger Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

– Julehjælpen handler ikke kun om mad og gaver – hjælpen giver også mange familier mindre stress, færre bekymringer og en jul, hvor børnene oplever at være en del af fællesskabet.

50.000 børn lever i fattigdom

Ifølge Dansk Folkehjælp vokser knap 50.000 børn i Danmark op i familier, hvor det er svært at få råd til mad, medicin og basale fornødenheder.

En tredjedel af sidste års ansøgere havde under 2.000 kroner til rådighed om måneden, og tre ud af fire fortalte, at de i perioder ikke har råd til nødvendige dagligvarer.

For mange familier bliver Julehjælpen derfor den eneste mulighed for at skabe en jul, der minder om andres – med julemad, gaver og plads til lidt hygge.

Sådan søger man

Dansk Folkehjælps Julehjælp består af et gavekort på 800 kr. til julemad og 500 kr. pr. barn til julegaver (dog maks. 2.800 kr. pr. familie).

Man kan søge, hvis man:

  • er enlig forsørger på overførselsindkomst
  • eller samboende/gift, hvor begge er på overførselsindkomst
  • og har hjemmeboende børn under 18 år

Ansøgningsfristen er søndag den 17. november 2025. Læs mere på Dansk Folkehjælps hjemmeside.

Del artiklen