MOBILVERSION

11. marts 2026

Flere knivstik i hoved og hals: Nu er der faldet dom

En 51-årig mand var i livsfare efter et voldsomt knivoverfald i en lejlighed på Gl. Vardevej i Esbjerg. Nu er en 29-årig mand blevet dømt i sagen.

En 51-årig mand var i livsfare efter et voldsomt knivoverfald i en lejlighed på Gl. Vardevej i Esbjerg. Nu er en 29-årig mand blevet dømt i sagen.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

En 29-årig mand er ved retten blevet idømt 1 år og 9 måneders fængsel for et knivoverfald i en lejlighed på Gl. Vardevej i Esbjerg.

Dommen faldt i dag i en sag fra 9. oktober 2025, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi modtog en anmeldelse om knivstikkeri. Ved episoden blev en 51-årig mand og en nu 38-årig kvinde ramt af knivstik. Den 51-årige mand kom alvorligt til skade og var i livsfare.

Det skriver Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 29-årige blev anholdt kort efter hændelsen og fremstillet i grundlovsforhør. Han har siden været varetægtsfængslet.

Manden var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, som omhandler legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Retssagen forløb over to dage.

Retten fandt den tiltalte skyldig i at have stukket den 51-årige mand flere gange med kniv – blandt andet i baghovedet, i ansigtet, fire gange i halsen samt flere gange andre steder på kroppen.

– Retten har i dag fundet den tiltalte skyldig i at have stukket en mand flere gange med kniv. Der er tale om knivstik i blandt andet hovedet og halsen, hvilket altid er forbundet med stor alvor og farlighed. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at dette afspejles i den udmålte straf, siger anklager Katrine Tranekjer.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde også rejst tiltale for knivstik mod den 38-årige kvinde, men her blev den tiltalte frifundet.

Den 29-årige mand ankede dommen efter afsigelsen.

Voxeværket Esbjerg
Del artiklen