MOBILVERSION
Historisk donation skal gøre Esbjerg førende inden for kræftbehandling
Claus Sørensens Fond donerer 30 millioner kroner til ny teknologi, der skal sikre mere præcis behandling og bedre overlevelse for kræftpatienter i Sydvestjylland.
Claus Sørensens Fond donerer 30 millioner kroner til ny teknologi, der skal sikre mere præcis behandling og bedre overlevelse for kræftpatienter i Sydvestjylland.
Claus Sørensens Fond donerer 30 millioner kroner til ny teknologi, der skal sikre mere præcis behandling og bedre overlevelse for kræftpatienter i Sydvestjylland.
Esbjerg Sygehus står over for et historisk løft i kræftbehandlingen.
En donation på 30 millioner kroner fra Claus Sørensens Fond gør det nu muligt at anskaffe en af verdens mest avancerede gensekventeringsmaskiner, Illumina NovaSeq X plus, som kan bane vejen for mere præcis kræftdiagnostik og behandling med personlig medicin.
– Det er en stor opgave, vi har med at skabe bedre overlevelse og færre bivirkninger for kræftpatienterne i det Sydvestjyske. Bevillingen fra Claus Sørensens Fond til anskaffelse af Illumina-maskinen vil give os bedre mulighed for at gennemføre den opgave, og vi får nu sat fart i opbygningen af kræftforskning i Esbjerg, siger professor, overlæge og dr.med. Frede Donskov, der står i spidsen for projektet.
Den avancerede teknologi skal sikre, at alle patienter, der får stillet en kræftdiagnose på Esbjerg Sygehus, kan få kortlagt hele deres arvemasse – og dermed få en behandling, der er skræddersyet til deres genetiske profil. Det betyder både bedre overlevelse og færre bivirkninger. Samtidig skal teknologien bruges til at udvikle et såkaldt medicinpas, der hjælper med at dosere medicin præcist.
En gave, der rækker langt ud i fremtiden
Donationen falder i anledning af Claus Sørensen Gruppens 100-års jubilæum i 2026, og for fondens bestyrelse har det været vigtigt at markere begivenheden med noget, der skaber varig værdi for Esbjerg.
– Vi ønsker som fond at give en signifikant gave til den by, hvor fondens midler er tjent. Det ligger i vores ånd og DNA at tænke langsigtet, og vi kan se spændende perspektiver i at styrke forskningsmiljøet og sætte lægeuddannelsen, Esbjerg Sygehus og Esbjerg på Danmarkskortet, siger bestyrelsesformand Karoline Amalie Kristensen.
Direktør Jesper Toft Mathiasen tilføjer:
– Frede Donskovs tale ved Knæk Cancer om sygehusets strategi og ambitioner ramte os, og vi ønsker at skubbe det vigtige projekt hurtigt og godt i gang. Derfor bevilliger vi allerede nu signaturdonationen, for kræft venter ikke, og vi kender alle nogen, der har brug for den bedste behandling.
Dybe rødder i Esbjerg
Claus Sørensens Fond blev stiftet af erhvervsmanden Claus Sørensen, som i begyndelsen af 1900-tallet opbyggede en stor eksportvirksomhed inden for fiskeri og frys i Esbjerg. I dag arbejder fonden med at støtte initiativer inden for kultur, uddannelse, erhverv, forskning og socialt arbejde – med særligt fokus på Esbjerg og det sydvestjyske område.
Gennem årene har fonden bidraget til alt fra lokale skoler, ungdomsuddannelser og sociale tilbud til kunst, teater og forskningsprojekter. Men donationen til Esbjerg Sygehus er blandt de største nogensinde og betegnes som en signaturgave i fondens historie.
En milepæl for sygehuset
Administrerende sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster kalder donationen et gennembrud:
– Vi har en meget offensiv forskningsstrategi og ønsker strategisk at skabe noget særligt her, som kan tiltrække og fastholde unge mennesker. Vi har ambitioner på patienternes vegne og for vores medarbejdere, og med Illumina-maskinen kan jeg se mange potentialer, der rækker ud over kræft.
Gavn langt ud over kræftområdet
Maskinens muligheder rækker ud over onkologien. Det fortæller professor og overlæge Torben Knudsen, som er koordinerende forskningsleder og vicestudieleder for medicinuddannelsen i Esbjerg:
– Genetiske faktorer har indflydelse i behandlingen af kræft, men også andre fagområder vil få gavn af sekventeringsmuligheden. Det kan fx være yngre kronikere med inflammatoriske mave-tarmsygdomme, patienter med fedme eller neurologiske sygdomme som sklerose og på sigt psykiatri. Samtidig bliver vi uddannelsesmæssigt interessante, når vi kan introducere forskning og viden allerede på bacheloruddannelsen.
Fakta: Hvad kan Illumina NovaSeq X plus?
- Helgenomsekventering af kræftknuder – mere præcis diagnose og individuel behandling.
- Medicinpas med farmakogenetisk test – færre bivirkninger og korrekt dosering.
- Bedre sundhedsøkonomi – den rigtige behandling første gang.
- Tværfaglig anvendelse – også relevant for kroniske og neurologiske sygdomme.
- Styrker lægeuddannelsen – tidlig introduktion til forskning og ny teknologi.
- Positionerer Esbjerg internationalt – mål om at være blandt landets bedste til kræftbehandling.
Med donationen bliver Esbjerg ikke blot styrket som behandlingssted, men også som vidensby. En gave, der kan redde liv – og samtidig skabe ny viden i generationer frem.

































