Esbjerg Kommune har valgt at lukke Heroinklinikken på Bakkevej midlertidigt frem til 1. september 2025 efter en sundhedsfaglig kvalitetskontrol afslørede alvorlige mangler i både sikkerhed og kompetencer blandt personalet.
Det skal være trygt og sikkert at modtage behandling – både for borgere og medarbejdere. Men et serviceeftersyn af rusmiddelbehandlingen på Center for Sociale Indsatser har nu ført til en midlertidig lukning af Heroinklinikken samt krav om markante forbedringer i Substitutionsklinikken, der ligger i samme bygning.
Det meddeller Esbjerg Kommune i dag i en pressemeddelelse.
– Vores kontrol viser desværre en række sikkerhedshuller og manglende sundhedsfaglige kompetencer, som betyder, at vi ikke kan drive Heroinklinikken forsvarligt lige nu. Derfor vælger vi at lukke den midlertidigt, mens vi vurderer fremtiden for tilbuddet, siger Arne Nikolajsen, direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
Uddannet personale manglede
Blandt de mest alvorlige fund er brugen af personale uden relevant sundhedsfaglig uddannelse til at observere borgere efter heroinindtag. Flere medarbejdere havde ikke gennemgået nødvendige kurser, og generelt blev der peget på en manglende systematik i arbejdsgangene samt utilstrækkelig viden om håndtering af de potente lægemidler.
Dertil kommer fysiske rammer, som vurderes uegnede til formålet, og en generel mangel på struktur og standardisering i medicinudlevering og beredskab ved forgiftning.
I alt 17 borgere bruger i dag Heroinklinikken. De vil nu få gennemgået deres sag med henblik på alternative tilbud. Nogle kan muligvis overgå til Substitutionsklinikken, som hjælper borgere med at trappe ud af rusmidler. Andre vil få tilbudt behandling i Odense eller Aarhus, hvor lignende klinikker eksisterer.
– De her mennesker er i en meget sårbar situation, og vi vil sikre, at de fortsat får den hjælp, de har behov for, siger Arne Nikolajsen.
Kommuneledelsen vil i samme ombæring undersøge, om der fortsat er behov og grundlag for at drive en heroinklinik i Esbjerg. Kun syv af de nuværende brugere har givet samtykke til også at modtage socialfaglig støtte, hvilket stiller spørgsmålstegn ved det samlede behandlingsbehov.
Også opstramning i Substitutionsklinikken
Selvom Substitutionsklinikken forbliver åben, skal der ske væsentlige forbedringer i arbejdsgangene, især i forhold til medicinhåndtering og dokumentation.
– Vi har ikke kompetenceudviklet nok, og det vil vi nu råde bod på. Det kan også betyde, at vi må tage afsked med enkelte medarbejdere, hvis de ikke har de nødvendige kompetencer, siger Arne Nikolajsen.
Kommunen er i gang med at udarbejde nye interne instrukser og er i tæt dialog med de ordinerende læger for at sikre tydelig dokumentation og kontrol med medicinen – herunder daglig optælling og korrekt opbevaring.
FAKTA: Heroinklinikken i Esbjerg
- Tilbyder lægeordineret heroinbehandling til svært belastede borgere
- Har 17 aktive brugere
- Lukket midlertidigt frem til 1. september 2025
- Behandlingen skal forbedre borgernes helbred og livskvalitet på sigt
FAKTA: Substitutionsklinikken
- Tilbyder medicinsk hjælp til nedtrapning af rusmiddelbrug
- Forbliver åben, men med krav om skærpede procedurer og øget faglighed
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print