MOBILVERSION

10. marts 2026

Kommunen trækker del af politianmeldelse tilbage: Har selv fældet træerne!

Tre træer var fældet af kommunen selv – men uden korrekt registrering. Politianmeldelsen om et fjerde træ fastholdes.

Tre træer var fældet af kommunen selv – men uden korrekt registrering. Politianmeldelsen om et fjerde træ fastholdes.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Esbjerg Kommune har besluttet at trække den del af en politianmeldelse tilbage, der vedrører tre fældede egetræer ved Saturnvænget i Sønderris. Træerne er nemlig fældet af kommunen selv – men uden at det var blevet korrekt registreret.

LÆS OGSÅ: Politiet efterforsker sag om ulovligt fældede egetræer

Politianmeldelsen til Syd- & Sønderjyllands Politi blev indgivet i starten af marts, efter at Park & Mobilitet havde konstateret, at flere egetræer på kommunal grund langs cykelstien i Sønderris mellem Jupitervænget og Saturnvænget tilsyneladende var blevet fældet uden registrering i kommunens systemer.

Nye oplysninger viser nu, at de tre træer ved Saturnvænget tidligere er blevet fældet af kommunen i forbindelse med drift og vedligeholdelse af området. Da fældningen ikke var registreret, fremstod det som en mulig ulovlig fældning.

– Når vi opdager, at træer fældes på kommunal grund, skal vi reagere. Vores udgangspunkt er altid at beskytte naturen og de træer, der står på fælles arealer, siger Jesper Gammeljord Brødsgaard, chef for Park & Mobilitet.

Den del af politianmeldelsen, der vedrører et fældet egetræ ved Jupitervænget, fastholdes og efterforskes fortsat af politiet.

Esbjerg Kommune vil nu gennemgå og stramme de interne procedurer, så fældninger fremover registreres ensartet og korrekt.

– Vi beklager, at denne registrering ikke var i orden. Det ændrer dog ikke på, at vi tager ulovlig fældning på kommunale arealer meget alvorligt. Træer er en vigtig del af både naturen og bymiljøet, og derfor vil vi fortsat reagere med politianmeldelse, hvis træer fældes uden tilladelse, siger Jesper Gammeljord Brødsgaard.

Sommerliv 2026
Sommerliv 2026
Del artiklen