MOBILVERSION
Kundernes dom: Sydtrafik holder niveauet – men passagererne vil have billigere billetter og færre forsinkelser
Sydtrafiks kunder er fortsat tilfredse – men i Esbjerg-området peger passagererne især på forsinkelser, priser og regionale ruter som udfordringer.
Sydtrafiks kunder er fortsat tilfredse – men i Esbjerg-området peger passagererne især på forsinkelser, priser og regionale ruter som udfordringer.
Selvom tilfredsheden med Sydtrafiks busser fortsat er høj, peger den seneste kundetilfredshedsundersøgelse, der blev udgivet i marts, også på tydelige udfordringer – særligt i Esbjerg-området.
For ottende år i træk har Sydtrafik sammen med landets øvrige trafikselskaber fået analyseret danskernes oplevelse af den kollektive trafik. Undersøgelsen bygger på omkring 12.000 besvarelser på landsplan og næsten 1.000 interviews i Sydtrafiks eget område.
Den samlede tilfredshed blandt Sydtrafiks kunder er fortsat høj, men er faldet en smule siden 2023. I 2025 lander tilfredshedsscoren på 83 mod 85 i efteråret 2023 og 87 i foråret 2023.
Samtidig viser analysen, at der er markante forskelle rundt i Sydtrafiks område.
Regionale ruter halter bagefter
Mens passagererne i Haderslev og Sønderborg er blandt de mest tilfredse, ligger de regionale ruter i Esbjerg i den tunge ende.
Tilfredsheden blandt rejsende med regionale busser bosiddende i Esbjerg ligger på indeks 76 – kun Kolding Land scorer lavere. Til sammenligning ligger Esbjergs bybusser på 87.
Undersøgelsen viser generelt, at passagererne er mere tilfredse med bybusserne end med land- og regionalruterne.
Særligt i Vest-området – hvor Esbjerg hører til – er kritikken tydeligere end i resten af Sydtrafiks område.
Kun tre procent af de tilfredse passagerer i vest fremhæver eksempelvis, at busserne kommer til tiden. I øst er tallet 17 procent og i syd 15 procent.
Priser og forsinkelser fylder
Blandt de mindre tilfredse kunder er ønskerne især:
- billigere billetpriser
- færre forsinkelser
- flere afgange.
I Vest-området er ønsket om billigere billetpriser særligt markant. Her nævner 33 procent prisen som et problem, mens utilfredsheden er mindre i øst og syd.
Samtidig scorer chaufførernes kundeservice lavere i vest end i resten af Sydtrafiks område. Vest ligger på indeks 71 mod 77 i øst og 83 i syd.
Flere tror på den kollektive trafik igen
Den landsdækkende analyse peger dog også på positive tendenser.
Hele 76 procent af passagererne ser nu offentlig transport som et godt og vigtigt alternativ til andre transportformer – en fremgang i forhold til sidste år.
Tilliden til at komme frem til tiden er også steget nationalt. Næsten halvdelen af passagererne svarer nu, at de har tillid til at nå frem til tiden med offentlig transport.
På landsplan er den samlede anbefalingsvillighed over for kollektiv trafik steget til det højeste niveau siden målingernes start i 2018.
Men hos Sydtrafik er udviklingen mere blandet.
Her er anbefalingsvilligheden faldet fra 29 i efteråret 2023 til 23 i 2025, blandt andet fordi flere kunder oplever, at de har bedre alternativer – eller at busturen simpelthen er blevet for dyr.





























