Nattens uro på en adresse i Esbjerg endte med grov vold, to tilskadekomne og fire anholdte. Politiet efterforsker nu sagen.
Nattens uro på en adresse i Esbjerg endte med grov vold, to tilskadekomne og fire anholdte. Politiet efterforsker nu sagen.
Syd- & Sønderjyllands Politi modtog klokken 02.44 natten til søndag en anmeldelse om uro på en adresse i Esbjerg. I forbindelse med episoden er fire personer blevet anholdt.
Der er tale om en 24-årig kvinde samt tre mænd på henholdsvis 22, 49 og 51 år, som ifølge politiet har været involveret i et slagsmål. Politiet formoder, at der er blevet anvendt genstande som slagvåben, og at der muligvis også har været brugt en kniv.
Den 22-årige og den 49-årige mand blev efterfølgende bragt til behandling på sygehuset. Ingen af dem er i livsfare.
Alle fire involverede personer blev anholdt, og den indledende efterforskning peger på, at parterne kender hinanden.
Efterforskningen fortsætter nu med henblik på at klarlægge det præcise hændelsesforløb. Politiet skal blandt andet afhøre de anholdte og eventuelle vidner, foretage en gerningsstedsundersøgelse samt indhente relevant videoovervågning.
Da sagen fortsat befinder sig i den indledende fase, er der endnu ikke taget stilling til, om de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.
Opdateret klokken 18.45:
Politiet vurderer, at der ikke er grundlag for at fremstille fire anholdte i grundlovsforhør.
Fire anholdte er søndag blevet løsladt, men er alle fortsat sigtet for grov vold.
Politiet har søndag foretaget afhøringer af anholdte og vidner, gennemført en gerningsstedsundersøgelse og indhentet videoovervågning. Politiet vurderer på baggrund af efterforskningen, at der ikke er grundlag for at fremstille de sigtede i grundlovsforhør, og de blev derfor alle løsladt søndag eftermiddag. Sigtelserne for grov vold er opretholdt og efterforskningen fortsætter.






















