Kvinder på Fanø kan snart lære at bore, reparere og klare små håndværksopgaver selv. FOF har hentet en af øens mest alsidige profiler som underviser.
Kvinder på Fanø kan snart lære at bore, reparere og klare små håndværksopgaver selv. FOF har hentet en af øens mest alsidige profiler som underviser.
Hvordan hænger man en lampe op? Hvilke rawlplugs skal bruges? Og hvordan lapper man et hul i væggen uden at ringe efter hjælp?
Det er nogle af de spørgsmål, som kvinder på Fanø nu kan få svar på, når FOF Sydvestjylland åbner et nyt gør det selv-kursus med Anne Dorte Teglhus Kragh som underviser.
Den nye underviser er langt fra et ubeskrevet blad på øen. Til daglig underviser hun i Håndværk og Design på Fanø Skole, er klubmedarbejder i ungdomshuset Villaen, står bag First Lego League og robotholdene på Fanø Ungdomsskole og arbejder desuden som SSP-konsulent i Fanø Kommune.
Tidligere har hun blandt andet drevet caféen Sylvesters i Nordby sammen med sin mand og været leder af værkstedet på Tobakken i Esbjerg.
Praktisk læring med plads til fejl
Kurset henvender sig til kvinder, der gerne vil blive mere fortrolige med værktøj og små reparationer i hjemmet.
Deltagerne får blandt andet introduktion til brug af boremaskine, hammer, sav og rawlplugs, lærer at reparere mindre skader, sætte lamper op og samle møbler.
Undervisningen foregår i sløjdlokalet på Fanø Skole og er tilrettelagt, så alle kan være med – også dem, der aldrig før har haft en boremaskine i hånden.
– Jeg glæder mig til at se jer til et par sjove, hyggelige og uforglemmelige timer, hvor I får lært en masse om brugbare håndværkerløsninger i hjemmet, siger Anne Dorte Teglhus Kragh.
Hun lægger samtidig vægt på, at kurset skal være uformelt.
– Her er ingen dumme spørgsmål, og ti tommelfingre er helt okay.
FOF Sydvestjylland ser frem til at byde den nye underviser velkommen.
– Anne Dorte er en underviser, der gør aftenskolen levende og lokalt forankret. Det kan ikke blive andet end sjovt og lærerigt, siger Tatjana Johnsson fra FOF Sydvestjylland.

































