Region Syddanmark sender læger ud på varmestuer i Esbjerg og Odense. Målet er at give udsatte borgere lettere adgang til lægehjælp. “En vigtig start,” siger formand for regionens Sundhedsudvalg.
Fra årsskiftet kan socialt udsatte og hjemløse i Esbjerg for første gang få lægehjælp direkte på varmestuen i Ribegade. Region Syddanmark har besluttet at sende praktiserende læger ud i de miljøer, hvor de mest udsatte befinder sig – uden tidsbestilling, MitID eller lange ventetider.
Det sker som led i et nyt toårigt projekt, hvor der hver uge etableres tre timers åben konsultation på Kirkens Korshærs varmestuer i både Odense og Esbjerg. Baggrunden er den store gruppe borgere, som sjældent får set en læge, før sygdomme har udviklet sig alvorligt.
– Når man lever på kanten af samfundet, er det sjældent bare én ting, man kæmper med. Psykiske lidelser, misbrug og fysiske sygdomme hænger ofte sammen, siger Mette With Hagensen (S), 1. næstformand og formand for Region Syddanmarks sundhedsudvalg.
Lægen kommer der, hvor borgerne er
Ordningen betyder, at udsatte borgere kan møde en læge i trygge omgivelser, hvor personalet i forvejen kender dem. Konsultationsrummet bliver udstyret som en lille lægevagt med mulighed for at behandle småskader og tage prøver som blodtryk, blodsukker og blodprøver. Herefter kan lægen henvise videre til behandling hos egen læge eller på sygehuset.
– Sundhed skal ikke være forbeholdt dem, der kan logge ind med MitID og planlægge en tid tre uger frem. Det skal også gælde dem, der har nok at gøre med bare at komme igennem dagen, siger Mette With Hagensen.

For mange socialt udsatte er det grænseoverskridende at gå ind i et almindeligt lægehus. Derfor forventer Region Syddanmark, at en fast lægetilstedeværelse kan skabe tillid og fange sygdomme langt tidligere.
– Bare én samtale kan gøre forskellen. Vi ved, at alt for mange går rundt med alvorlige sygdomme, der aldrig bliver opdaget. Det er hverken fair for dem eller fornuftigt for os som samfund, siger hun.
Tæt samarbejde med varmestuernes personale
Den praktiserende læge vil have et tæt samarbejde med sygeplejersker og socialfagligt personale, som kender brugerne og kan følge op imellem lægebesøgene. Personalet kan også være med ved de første konsultationer for at skabe ro og tryghed.
Derudover får medarbejderne mulighed for rådgivning eller videokonsultationer med lægen, hvis der opstår behov mellem besøgene.
Varmestuernes erfaring viser, at udsatte borgere ofte kæmper med sygdomme som KOL, type 2-diabetes, infektioner som HIV og hepatitis, psykiske lidelser samt misbrugsrelaterede helbredsproblemer.
“Det her er et vigtigt skridt – men slet ikke nok”
Ifølge Mette With Hagensen er projektet et markant fremskridt, men ikke en løsning i sig selv:
– At rykke hjælpen ud på varmestuen er ikke ekstra service. Det er helt almindelig omtanke og rettidig omhu. Men tre timers konsultation om ugen per varmestue er kun starten. Hvis vi virkelig mener lighed i sundhed, skal vi endnu længere.
Projektet koster årligt ca. 500.000 kr. og evalueres efter halvandet år. Herefter skal regionsrådet beslutte, om indsatsen skal fortsætte og eventuelt udvides.
– Nu har vi to år til at samle erfaringer, lære af dem og gøre det endnu bedre. På sigt skal lægehjælp til udsatte ikke være et projekt, men en fast del af vores velfærd. Et samfund viser sit værd i, hvordan vi behandler dem, der har mindst at stå imod med, siger Mette With Hagensen, der også er formandskandidat for Socialdemokratiet ved Regionsrådsvalget tirsdag.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

