En af Esbjergs enere, kunstner Johny Wilslew, fyldte i onsdags 75. Han lever i et COLA-forhold, elsker sin have, Østerbyen og livets dessert: Børnebørnene. Glæden har altid præget hans kunst, selvom livet har budt på flere tragedier – én med afstand større end andre.
Tre afklædte mannequin-dukker står og glaner uortodokst midt på terrassen, som var de smidt ned fra et rumskib. To store tulipantræer i fuldt forårsflor, sorte, afskallede afrikanske træskulpturer, hængekøje – og en tilgroet sø, hvor frøerne lystigt danser parringsdans i læ og ly under den vilde bevoksning. Pejs og drømmeseng. Og et vindspil, der med sin hule lyd sender beroligende vibes ud i haven.
En nabo, der ofte stikker bagværk igennem hækken, som derfor er kendt som “bollehækken”. Og et hult piletræ, hvor barnebarnet Birk på ni har lavet en hule i trætoppen.
– Jeg har sået det hele selv. Det er forfærdeligt, når moderne mennesker sanerer de gamle haver og fælder alle træerne.
Johny Wilslew ryster uforstående på hovedet over den dræbende trend. Han vil have frodighed og liv. Men ellers har han forståelse for de fleste ting og er med på det meste anno 2025, selvom dåbsattesten nu melder om 75 år på bagen.
Jeg har kendt til Johny i over tyve år. Og jeg har ofte hørt om hans hjem og have. En kollega skrev engang en artikel med overskriften “Den Gamle Mand og Haven” – en lettere omskrivning af en titel på en Hemingway-roman.
Og det var ikke en tilfældighed, at haven blev omdrejningspunktet i dén artikel. Den – efter normale standarder – kæmpestore, dybe, vilde have er Johnys helt store lidenskab – side om side med hans kunst. Ikke på Søren Ryge-måden, for her hos Wilslew hersker nærmere kaos end orden, men alligevel går tingene op i en højere enhed.
For haven er ikke bare et anonymt bagtapet til huset her på adressen – den er et væsen i sig selv. Vild og uforudsigelig, men alligevel i balance. Som Johny selv, kunne man sige, hvis man var poetisk anlagt.
Sådan er det vel også med de kunstværker, Wilslew laver – og har lavet i det meste af sit 75 år lange liv, som alle er blevet levet i Esbjerg Ø med massevis af årlige afstikkere til varmere himmelstrøg; Peru, Bali, Italien, Marokko, Tyrkiet, Grækenland, Spanien, Sri Lanka – og ikke mindst Indien.
Tannen – kuløren – på de læderagtige arme, der stikker ud af den sorte, ærmeløse bomuldstrøje, afslører det også: Wilslew elsker sol og varme. Det er der for lidt af herhjemme, mener han. Stod det til ham selv, gik han i shorts og sandaler året rundt.
Skulle man lave en karikaturtegning af ham, ville munderingen nok se sådan ud – plus naturligvis de karakteristiske store hinkestensbriller og en taleboble, der ville udgyde det kendetegnende høje, lange grin, som mange sætninger afsluttes med, når Johny snakker. Og det gør han meget – men spørger også interesseret ind til ham på den anden side af bordet.
Og her; på bordet i udestuen – husets hjerte ifølge beboeren – med direkte adgang fra entré og køkken, og med udgang til haven, ligger en stak af de seneste værker. Små collager, mosaikker, i hvid passepartout, sammenstykket af massevis af mindre udklip fra kvindebladet Alt For Damerne og pyntet med gul tuschpen.
– Det er vigtigt for mig at skabe ro i kompositionen. Det tror jeg, jeg har et særligt øje for. Jeg elsker at bruge udklip fra modeblade. Der er så mange gode mønstre i. Farverige mønstre. Så dem henter jeg ofte en stak af på genbrug eller i Bogormen, fortæller Wilslew, der har budt på instant-kaffe og sætter et askebæger frem til journalisten, da nikotintrangen melder sig.
Her må man godt ryge, selvom Wilslew ikke selv ryger. Hvis der er noget, Johny ikke er, så er det snerpet.
Der er heller ikke noget snerpet over husets indretning. Der er ting over alt. På vægge, hængende fra lofter, på gulve. Hende indretningsværten fra TV2 ville nok kalde det for maksimalistisk. Det er ikke rodet, men der er bare godt fyldt op. Både i udestuen og i det bagvedliggende atelier på 88 kvadratmeter, der er en tilbygning til det oprindelige hus.
– Vi havde aftalt at leve mere minimalistisk, men jeg har et udpræget samlergen. Jeg kan ikke lade være, siger Johny Wilslew i en atypisk ydmyg tone og ser nærmest helt undskyldende ud.
Han har i 52 år dannet par med Lene, som er kunstterapeut og også udøvende – og staver efternavnet med enkelt-V’er; Vilslev. I 1973 flyttede de sammen på adressen, men for nogle år siden blev Johny herre i eget hus. Lene flyttede for sig selv lige rundt om hjørnet. Lene og Johnny blev et COLA-par (Couples Living Apart).
– Der var ingen dramatik i det. Hun ville gerne have mere plads og luft, og så blev det løsningen. Men folk troede jo, vi var blevet skilt, så da Familiejournalen ville skrive om vores nye måde at leve med hinanden på, hver for sig, slog vi til. Mest for at få manet alle rygterne i jorden, fortæller Johny og skraldgriner:
– Tænk sig: Mig i Familiejournalen. Det havde jeg sgu aldrig drømt om, siger han og slår over i et mere afdæmpet og alvorligt leje:
– Vi snakker sammen flere gange om dagen og ser hinanden dagligt. Men det er fantastisk, for nu har vi kun al kvalitetstiden sammen. Der går ikke sur hverdag i den, når man ikke går op og ned ad hinanden i hele tiden og tager tingene for givet. Det er en måde at leve på, som jeg kun kan anbefale andre. Måske kan det ligefrem afværge nogle skilsmisser. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at jeg elsker Lene højere nu, end da vi boede sammen, fordi man sætter pris på hinanden på en anden måde.
Og roen – det at være sig selv – er sidenhen blevet noget, Wilslew er begyndt at holde mere og mere af.
– Mine morgener og formiddage er hellige. Jeg har en ret fast døgnrytme, hvor jeg ikke går for sent i seng, men jeg elsker at vågne stille og roligt op og bruge de første par timer på at sidde og læse. Jeg er blevet meget hjemmemenneske med alderen, men jeg keder mig aldrig. Enten læser jeg nyheder på min tablet eller i en bog. Mest kunstbøger og -biografier, fortæller Johny og fremhæver et par nyindkøb, alle burde sætte sig ned og læse.
Han er født i 1950, og var dermed 18 i 1968, og blev i nogen grad præget tidens strømninger. Den blomstrende hippiebevægelse gjorde oprør mod forældregenerationen og det voksende forbrugersamfund som havde udviklet sig i efterkrigstiden. Dengang var stoftryk på fx gamle lagner det store, og det var sådan, Wilslew begyndte sin kunstneriske løbebane, hvor han hele vejen igennem har anvendt genbrug, skrald og alt muligt andet fra overflodssamfundets overskudslager.
– Jeg havde også en lærer på Rørkjær Skole, hvor jeg gik i hele min skoletid, som inspirerede mig meget ud i det kreative. Svend Christensen. Og så kommer den kreative åre fra min mor. Helt klart. Hun byggede et sommerhus på et fundament af overskårne, udrangerede lygtepæle. Der boede vi fra april til oktober hvert år. Det lå der, hvor fiskerimuseet senere blev bygget, fortæller Johny.
Han voksede op med to storesøstre, der i dag begge er gået bort. Faderen kom oprindeligt fra Mariager og var fisker og var ofte væk flere uger ad gangen. Men når der blev kaldt over Blåvand Radio, at kutteren var på vej i havn, stod familien altid klar på kajen til glædeligt gensyn. Men under en torsketur til England var det ved at gå helt galt for faderen.
– Der sprang en wire under et enormt uvejr. En kæmpe wire, der ramte ham, så han fik hele maven flået op. Det kunne være gået helt galt, men han overlevede og levede resten af sine dage med én nyre og én lunge. Bagefter blev han pølsemand her i byen og døde, da han var 75.
Hvordan har du det med at have nået den alder nu?
– Jeg kan ikke helt forstå det. Jeg havde aldrig regnet med at blive så gammel. Der er så mange af vores venner, der er faldet bort. Jeg sætter pris på livet, og jeg er blevet overrasket over, hvor meget det har betydet at blive bedstefar. Det er virkeligt livets dessert, og jeg er så lykkelig for, at de bor lige ovre på den anden side af gaden, fortæller Wilslew, der har børnebørnene Birk på ni og Ronja på tre.
Deres mor – Lene og Johnys datter Sara – er 35 og uddannet scenograf på universitetet i Prag. Så her lever den kreative åre videre.
Det gjorde den også i Jonas. Parrets søn, der havde fotografiet som sin metier, men som på tragisk vis blev kørt ihjel i Aarhus for godt 20 år siden. Han studerede til fotojournalist på Danmarks Journalisthøjskole og skulle i praktik på Jyllands-Posten, da han blev ramt af en stor BMW i al for høj fart ført af en ung mand, der netop havde fået kørekort.
– Man kommer ikke over sådan noget. Men man kommer efter det, siger Wilslew tænksomt, og får en klump i halsen, da samtalen drejes ind på emnet, der uomtvisteligt er den mest forfærdelige livsbegivenhed, man kan forestille sig.
– Det er jo den forkerte rækkefølge. Det er ikke meningen, at man som forældre skal lægge sit eget barn i graven. Vi savner ham jo hver dag, siger Wilslew og gnider sig i øjenkrogen.
– Det, der hjalp os igennem, var, at vi valgte at fokusere på alt det, vi havde nået med ham. Alle rejserne, han var med på, og alle de ting, vi gjorde sammen som familie. Det er vi dybt taknemmelige for. Og jeg er glad for, at jeg besøgte ham så ofte, da han var flyttet til Aarhus – nærmest hver anden weekend, hvor vi lavede far/søn-ting og gik ud og drak en øl og den slags, siger Wilslew, der mener, at kunsten langt hen ad vejen blev hans redning fra at gå helt ned med flaget efter den tragiske hændelse:
– Mange går forståeligt nok i sort. Jeg druknede sorgen i at producere mere og mere og være aktiv som aldrig før, tror jeg. Og så snakkede vi om det – og snakkede åbent om det – selvom den slags hændelser ofte er et tabu. Det værste var, at nogen, som jeg betragtede som rigtigt gode venner, gik over på den anden side af gaden og lod som om, de ikke så mig og Lene en dag inde i byen. Sikkert fordi, de ikke vidste, hvad de skulle sige. Det var hårdt, husker Wilslew, som fik arrangeret en mindeudstilling på Esbjerg Museum med sønnens fotografier.
– Det blev en smuk hyldest til Jonas, hvor Søren Pagter fra journalisthøjskolen holdt åbningstalen.
Johny Wilslew blev som ung uddannet dekoratør i Centralmagasinet (nu Midt-I) på Torvet. Her vandt han blandt andet en vinduesudstillingskonkurrence i 1967. Senere blev han fritidspædagog og har i sin civile karriere kun haft tre arbejdspladser.
– Jeg elskede at kunne bruge min kreativitet i mit arbejde og give det videre. På den måde har jeg altid kunnet kombinere arbejde med personligt engagement, men jeg har altid kun været 30 timer på arbejdsmarkedet – der skulle jo være tid til alt det andet.
Sådan var det også, da han i 2004 var med til at etablere Café & Galleri Patricia i Stormgade, hvor han var frem til sin pension for ni år siden. Han står stadigvæk for at arrangere seks årlige udstillinger dernede. Den 1. maj har Lene Vilslev fernisering på stedet, der er en socialøkonomisk virksomhed, som retter sig mod mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne og dels driver café, dels kreativt værksted, som Wilslew var leder af.
Selvom Johny fortsat er frisk af sind og ganske rørig, er alderen dog begyndt at trykke en smule. Særligt en tiltagende slidgigt er en daglig irritation, der især går ud over den ene fod og fingerleddene. Og det sidste er jo ikke så godt, når man er kunstner.
– Jeg har fået sådan nogle kuskefingre, men pegefingeren og langefingeren virker da heldigvis endnu, så jeg kan stadigvæk holde om en pensel, siger han, griner højt over tragikomikken, og viser hænderne frem for sig.
Men det er slut med Blå Døre, som ellers i høj grad har været en begivenhed, man har associeret med Wilslew helt siden 2003. Og det gælder i øvrigt også for Lene.
– Det kræver for meget arbejde at møblere om, rydde op og pille kunst op og ned. Man har jo ikke den energi, man havde engang. Det må jeg jo indrømme. Hvis man havde et galleri, var det måske en anden sag. Til gengæld kan jeg nu forhåbentligt komme rundt til nogle af alle de andre, der er med, siger han forventningsfuldt.
– Jeg kunne slet ikke forestille mig at bo i Gjesing eller Sønderris – hvad fanden skulle man lave der? Jeg elsker den her del af Østerbyen. Der er så grønt i hele Digterkvarteret og med Lergravsparken tæt på, der lige er blevet shinet op med nyt lys ved stien om søen, siger Wilslew, der har boet hele livet i bydelen lige på den anden side af jernbanen, og dermed på tætteste hold har oplevet udviklingen i området, hvor der engang var husvildebarakker, teglværk, tobaksfabrik og kolonihaver.
Han blev født i Exnersgade, flyttede til Holger Drachmanns Allé, senere Ingemanns Allé og bor nu altså på 52. år i villaen på Blichers Allé. Måske derfor har han aldrig taget kørekort. Til gengæld cykler han ofte en tur på biblioteket i Nørregade og lidt rundt i gaderne omkring.
– Og jeg er jo nysgerrig, så jeg kan ikke lade være med at kaste blikket ind igennem vinduerne rundt omkring. Og det hænder jo ofte, at jeg opdager min egen kunst hænge inde i folks huse. Det er sjovt. Og det er dejligt, at være med til at sprede lidt glæde rundt omkring. Der er masser af kunstnere, der hænger alverdens ulykker op på væggene. Livsglæden har altid været min drivkraft, fortæller Wilslew, der gennem tiden har haft ikke mindre end 72 offentlige udsmykningsopgaver – blandt andet på sygehusets børneafdeling.
– Det sker, at forældre til indlagte børn skriver en mail og fortæller, at min kunst har skabt glæde og gjort omgivelserne mere tålelige. Det betyder meget for mig, erkender den nu 75-årige Esbjerg-kunstner, der har én stor drøm som kunstner. Og det er ikke at udstille på et kunstmuseum og dermed få den blåstempling, hvilket de fleste ellers higer efter.
– At blive udvalgt til at lave kirkekunst må være det ypperste. Det er jo for bestandigt, så det må være det største, man kan opnå som kunstner, konstaterer Wilslew, der dog har fundet mere ro i sit kunstneriske virke med alderen:
– Da jeg var yngre, blev jeg nærmest helt panikslagen, hvis jeg ikke var i avisen mindst en gang om måneden, for man skal som kunstner markedsføre sig selv – og konkurrencen er hård. Men det behov for at manifestere mig, og for den sags skyld lave nye udstillinger, er ikke så stort længere. På den front har jeg ændret mig meget. Jeg har gjort alt for i hele tiden at være i vælten. For eksempel altid lavet en stor udstilling, hver gang jeg fyldte rundt eller halvrundt.
Men hvor udstiller du så nu for at markere de 75?
– Hahahah … Ingen steder … Jeg har sgu glemt at få noget arrangeret denne gang, griner Wilslew, der på selve fødselsdagen, den 16. april, blev fejret i familiens skød og med et besøg i Kolding på kunstmuseet Trapholt og i Geografisk Have.
Kunst og botanik – hvad ellers?
