MOBILVERSION

19. maj 2026

Musikken skal bygge bro over Atlanten

Danske Glimtvis og amerikanske Noah Smith tager på fælles Danmarksturné for at bygge bro mellem USA og Europa gennem musikken. I juni rammer turnéen Spiritusklubben i Esbjerg.

Danske Glimtvis og amerikanske Noah Smith tager på fælles Danmarksturné for at bygge bro mellem USA og Europa gennem musikken. I juni rammer turnéen Spiritusklubben i Esbjerg.

Mens forholdet mellem Europa og USA ofte bliver beskrevet som mere anspændt og polariseret, vælger danske Glimtvis og amerikanske Noah Smith at gøre det stik modsatte.

De tager på fælles turné.

I begyndelsen af juni drager den danske americana-duo Glimtvis og den amerikanske singer-songwriter Noah Smith fra Ohio nemlig på den fælles “Just Humans Tour”, som blandt andet lægger vejen forbi Spiritusklubben i Esbjerg den 6. juni.

Bag turnéen ligger både et musikalsk samarbejde og et venskab, der begyndte i Nashville, hvor Glimtvis skrev sange til albummet The Nashville Confessions sammen med amerikanske sangskrivere – heriblandt Noah Smith.

– Der er meget i verden lige nu, der handler om forskelle og afstand. Men når vi spiller sammen, minder det os om, hvor meget vi faktisk har tilfælles. Musikken er vores fælles sprog, fortæller Glimtvis.

Fra Nashville til Esbjerg

Turnéen bliver en række intime koncerter med fokus på historierne bag sangene og mødet mellem dansk og amerikansk americana.

Noah Smith ser også samarbejdet som mere end blot musik.

– Selvom vi kommer fra hver sin side af Atlanten, skriver vi om de samme ting – liv, kærlighed, håb og tvivl. Når vi står på scenen sammen, kan man mærke, at det forbinder folk, siger han.

For publikum i Esbjerg bliver det samtidig en mulighed for at opleve en artist, der har turneret i store dele af USA og åbnet for navne som Lonestar, Ashley McBryde, Chris Janson og The Steve Miller Band.

Prisvindende dansk duo

Glimtvis, der består af esbjergensiske Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen fra Aarhus, har de seneste år opbygget et internationalt publikum med deres blanding af americana, pop og intime fortællinger.

I 2024 udgav duoen debutalbummet The Nashville Confessions, skrevet under et ophold i Nashville i samarbejde med 12 amerikanske sangskrivere.

Bandet har siden spillet koncerter i blandt andet Danmark, England, Sverige og USA og modtog i Atlanta prisen som “International Band of the Year” ved International Singer Songwriters Association Awards.

Turnéen besøger syv danske byer og slutter med koncert i Esbjergs Spiritusklubben den 6. juni.

Just Humans Tour skal ifølge musikerne selv være et musikalsk møde mellem Danmark og USA – med fokus på fællesskab frem for forskelle. Pressefoto.
Just Humans Tour skal ifølge musikerne selv være et musikalsk møde mellem Danmark og USA – med fokus på fællesskab frem for forskelle. Pressefoto.
Del artiklen