MOBILVERSION
Når klasseværelset bliver til en scene: 137 skoleelever kastede sig ud i kunsten
137 skoleelever fra Esbjerg forvandlede klasselokalet til scene i en kraftfuld forestilling om tid, identitet og fællesskab – det var samtidigt afslutningen på et syv år langt, unikt skoleprojekt.
137 skoleelever fra Esbjerg forvandlede klasselokalet til scene i en kraftfuld forestilling om tid, identitet og fællesskab – det var samtidigt afslutningen på et syv år langt, unikt skoleprojekt.
137 skoleelever fra Esbjerg forvandlede klasselokalet til scene i en kraftfuld forestilling om tid, identitet og fællesskab – det var samtidigt afslutningen på et syv år langt, unikt skoleprojekt.
De seneste syv år har 8. klasser fra Danmarksgades Skole, Rørkjær Skole og Præstegaardsskolen i Esbjerg lagt skolebøgerne til side i to intense uger for at dykke ned i noget helt andet: dans, rap, teater og musik. Nu er projektet afsluttet – men det satte varige spor i både elever og lærere.
Bag projektet står den socialkunstneriske teaterorganisation C:NTACT, der i samarbejde med professionelle kunstnere og med støtte fra Lauritzenfonden har givet i alt syv årgange mulighed for at udfolde sig kreativt og tage livtag med store spørgsmål.

I år var temaet TID – og ud fra det skabte eleverne deres egne forestillinger, som blev samlet i én stor vandreforestilling, fremført for klassekammerater og familier i Game Streetmekka på den gamle remisegrund i Nørrebrogade.
– Det har været fantastisk at se, hvordan eleverne vokser og tør meget mere, end de troede muligt. Vi har set fællesskaber opstå på tværs af skoler og roller blive brudt ned, siger Nathalie Ida Fretté Schönenberg, kommunikationsansvarlig hos C:NTACT.

Fællesskab og mod
Projektet er ikke bare kreativt – det er også undersøgt. Over tre år har lektor Anne Mette Winneche Nielsen fra Center for Ungdomsforskning fulgt processen og interviewet eleverne.
Hendes konklusion er, at projektet styrker fællesskaberne, åbner for nye roller og skaber et rum, hvor man tør være sig selv – og måske endda opdager nye sider af sig selv.
En af eleverne, Freja, fortæller i rapporten:

– Man skal ikke rigtigt være bekymret for at sige noget forkert. Jeg synes, der er meget plads til at lave fejl derinde. Det er ikke sådan noget, hvor man griner af hinanden – det er mere, at man griner med hinanden.
For en anden elev, Niklas, blev projektet starten på noget nyt:
– Jeg har aldrig skrevet en raptekst før. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg har en dårlig dag eller mange følelser, så kan jeg bare skrive det hele ned. Enten som digt eller rap.

Undersøgelsen peger desuden på, at eleverne undervejs knytter tættere bånd til hinanden og får et mere positivt syn på hinanden på tværs af de tre skoler.
Endelig synliggør undersøgelsen, at både det at arbejde kreativt med teater, dans og musik og selv være med til bringe perspektiver, idéer og tanker i spil giver plads til, at eleverne sammen kan reflektere over nogle af de spørgsmål, der ofte ikke er plads til i deres skolehverdag.
– Det er overvejelser og refleksioner, der berører det svære, spændende, sjove, eksistentielle, triste m.m., der foregår i de år, hvor man siger endegyldigt farvel til barndommen og er på vej ind i ungdomslivet med alt, hvad det indebærer, siger Anne Mette Winneche Nielsen.

Årets projekt markerer afslutningen på det mangeårige samarbejde mellem C:NTACT og de tre Esbjerg-skoler. Over årene har flere hundrede elever prøvet kræfter med kunstneriske udtryksformer, og nogle har måske fundet nye veje for fremtiden.
Årets kunstnere var Tabita Fyhn Weirsøe, Yas Wadi, Mads Norr Groesmeyer Trinka, Cathrine Kronborg S. Tøt, Rash Rashidi Dall Selemani, Mai Ingefred Skjødt, Lennyson Daniel da Silva og Sofie Emilie M. Kjærgård.

































