Nedrivningen af Esbjergværkets ikoniske skorsten udskydes: Den 250 meter høje kæmpe bliver stående længere – arbejdet starter dog i år.
Nedrivningen af Esbjergværkets ikoniske skorsten udskydes: Den 250 meter høje kæmpe bliver stående længere – arbejdet starter dog i år.
Nedtagningen af den ikoniske, 250 meter høje skorsten ved Esbjergværket begynder senere end først planlagt.
Hvor mange havde forventet, at arbejdet ville gå i gang omkring maj 2026, oplyser Ørsted nu, at selve nedbrydningen først starter i november 2026.
Specialiseret nedrivning
Skorstenen, der er Danmarks tredjehøjeste bygningsværk, skal fjernes med en særlig metode udviklet af det italienske firma DESPE.
Teknikken indebærer, at skorstenen nedbrydes oppefra og ned – meter for meter – ved hjælp af specialudstyr, der omslutter toppen af konstruktionen og langsomt arbejder sig nedad.
Senior Lead Project Manager hos Ørsted, Søren Jellesø, fortæller til EsbjergLiv.dk, at perioden fra november 2026 til september 2027 er afsat til selve nedrivningen – altså den fase, hvor skorstenen gradvist reduceres i højde.
Indtil da udføres en række forberedende arbejder, som er nødvendige for at kunne igangsætte den tekniske nedtagning.
En skyline i forandring – men ikke endnu
Skorstenen har i årtier været et markant pejlemærke i Esbjergs skyline.
Den står som et symbol på byens industrihistorie og nævnes ofte i samme åndedrag som De Hvide Mænd og Vandtårnet, når byens visuelle identitet beskrives.

Med den nye tidsplan vil skorstenen fortsat være synlig i mindst et halvt år længere end tidligere forventet.
I mellemtiden er den blevet flankeret af nye vindmølletårne, som allerede er med til at ændre udsigten over havnen.
Fuld rydning af området
Når skorstenen er fjernet, fortsætter arbejdet med at rydde resten af Esbjergværket.
Hele området forventes at være fuldt ryddet mod slutningen af 2027, hvorefter grunden kan indgå i nye planer for havnens udvikling.


































