MOBILVERSION
Nu er vejen banet: Milliondyre offshore-skibe skal bygges i Esbjerg
En garanti på knap 180 mio. kr. sikrer byggeri af nye højteknologiske offshore-skibe på Esbjerg Shipyard og giver arbejde til lokale virksomheder og dermed arbejdspladser.
En garanti på knap 180 mio. kr. sikrer byggeri af nye højteknologiske offshore-skibe på Esbjerg Shipyard og giver arbejde til lokale virksomheder og dermed arbejdspladser.
Esbjerg styrker sin position som maritimt kraftcenter for offshore-vind. EIFO har netop udstedt en køberkreditgaranti på knap 180 mio. kr., som sikrer finansieringen af tre højteknologiske lav-emissions offshore-skibe, der bygges hos Esbjerg Shipyard.
Skibene – såkaldte Offshore Survey and Service Vessels (OSSV) – er bestilt af det tyske selskab MPC OSE Offshore GmbH og skal anvendes i offshore-vindindustrien i blandt andet Nordsøen og Østersøen.
Arbejdspladser og lokale leverancer
Selv om stålskrogene bygges i Polen, foregår den omfattende aptering på værftet i Esbjerg. Her forventes omkring 50 danske SMV’er at blive involveret som underleverandører, hvilket giver betydelig lokal og national beskæftigelseseffekt.
Det første skib er allerede ved at blive færdigbygget på Esbjerg Shipyard – og med så stor tilfredshed fra de tyske ordregivere, at yderligere skibe nu er bestilt. Det næste skib ventes til aptering i Esbjerg allerede i årets første kvartal.
EIFO: Styrker dansk maritim eksport
Den store danske interesse i projektet er bagelsen for, at EIFO stiller garantien, som dækker 80 procent af et samlet lån på 224 mio. kr., ydet af et tysk bankkonsortium anført af Ostfriesische Volksbank eG.
– Denne kreditgaranti styrker dansk skibsbygning og maritim eksport i offshore-vindindustrien, siger Jens Hestbech, Director i EIFO Large Corporates.
Han peger samtidig på det stærke partnerskab bag projektet:
– Esbjerg Shipyard bygger højteknologiske skibe, der sætter nye standarder for fleksibilitet, funktionalitet og CO₂-reduktion.
Grøn omstilling og energisikkerhed
Også hos EIFO fremhæves projektets betydning for både klima og energiforsyning.
– Garantien bidrager til dansk eksport, understøtter arbejdspladser i den maritime industri og fremmer omstillingen til vedvarende energi, siger Peter Boeskov, Chief Commercial Officer i EIFO Large Corporates.

Da der er tale om lav-emissionsskibe, bidrager projektet samtidig til CO₂-reduktioner i offshore-vindindustriens forsyningskæde og styrker både dansk og europæisk energiresiliens.
Op til seks skibe kan bygges i Esbjerg
Bag projektet står de tyske investorer MPC Capital GmbH og offshore-specialisten O.S. Energy GmbH, som gennem MPC OSE Offshore GmbH har ambitioner om at bygge op til seks OSSV-skibe.
Skibene skal kunne løse opgaver gennem hele vindmølleparkernes livscyklus – fra installation og service til nedtagning – og Esbjerg spiller en central rolle i realiseringen.






















