MOBILVERSION
Nu påbegyndes kæmpebyggeri – medfører trafikale gener i halvandet år
Et kæmpe byggeri midt i Esbjerg går nu i gang – og det betyder ændret trafik, spærringer og tung kørsel i op mod halvandet år.
Et kæmpe byggeri midt i Esbjerg går nu i gang – og det betyder ændret trafik, spærringer og tung kørsel i op mod halvandet år.
Et markant byggeri på hjørnet af Torvegade og Borgergade går i gang efter påske – og det kommer til at kunne mærkes i trafikken helt frem til slutningen af 2027.
Projektet er et af de mest omtalte byudviklingsprojekter i midtbyen indenfor de senere år og skal munde ud i et nyt bolig- og erhvervskompleks i otte etager med tagterrasser og eksklusive lejligheder.

Bag byggeriet står Brian Elsted Hansen og Johnny Nim. De to er henholdsvis administrerende direktør og landsformand for Det Faglige Hus, men bygger i privat regi. De to ejer ligeligt selskabet Knud Eskildsen Ejendomme A/S, der øjensynligt har taget navn efter den musikforretning, der i mange år huserede på hjørnegrunden.
Det er mere end et årti siden, at de første planer for den tidligere “Eskildsen”-grund blev præsenteret, og sidenhen har det potentielle højhusbyggeri været genstand for massiv politisk uenighed og tovtrækkeri. Særligt op til kommunalvalget i 2021 var fronterne trukket skarpt op, men i sidste ende er en lokalplan med tilladelse til byggeri op til otte etager samt tagterrasse nu en realitet.
Og derfor venter nu en lang byggeperiode med ændrede kørselsforhold, spærringer og tung trafik i området. I øvrigt lige klods op ad en to-etagers-ejendom i Torvegade 4 fra 1912, der er kategoriseret som bevaringsværdig med en høj bevaringsværdi. DFH Holding ApS, altså Det Faglige Hus, erhvervede sig denne ejendom i 2020 gennem selskabet Ejendomsselskabet Midtbyen ApS.

Samme år overtog Det Faglige Hus også kontorejendommen på modsatte hjørne, Borgergade 38, kendt som Borggården, hvor Nykredit Bank indtil for nylig havde til huse i stueetagen. I modsatte ende af den tilstødende parkeringsplads købtes også “det lyserøde hus” i Borgergade 22, der tidligere husede Le’s Mongolian Barbecue. Bygningen, der var en af Esbjergs ældste – fra 1898, og var byens første spritlager, er i dag jævnet med jorden. Hele strækningen – inklusiv den nuværende kommunale p-plads, indgår i et stort projekt om nyt hotelbyggeri, hvor man pt afventer udarbejdelse af ny lokalplan.


Trafikken bliver presset i lang periode
Men tilbage til det aktuelle projekt: Allerede fra april ændres forholdene omkring byggepladsen markant: Torvegade bliver indsnævret ved byggeriet på hjørnet af Torvegade og Borgergade, og samtidig bliver det ikke længere muligt at krydse Torvegade fra Borgergade, hvis man kommer fra Englandsgade-siden.
Samtidig kan bilister forvente mere tung trafik gennem Borgergade, hvor lastbiler skal køre til og fra byggepladsen. Kommunen opfordrer derfor trafikanter til at finde alternative ruter i perioden.

To faser: Først indsnævring – senere total spærring
Byggeriet på Eskildsen-grunden opdeles i to faser:
Første fase (april – ca. september 2026):
- Torvegade er åben, men indsnævret
- Man kan stadig køre gennem området
- Trafikken påvirkes af byggeaktivitet
Anden fase (fra efter sommerferien 2026):
- Torvegade spærres mellem Borgergade og Havnegade
- Kun trafik fra Kirkegade kan krydse Torvegade ved Borgergade
Gående og cyklister vil dog kunne passere hele perioden.

Markant kolos midt i byen
Ifølge lokalplanen bliver der altså tale om en otte etager høj bygning med boliger i de øverste etager og liberalt erhverv i stueplan – et projekt, der skal være med til at fortætte og udvikle midtbyen, som det hedder sig.
Bygningen kan nå en højde på over 30 meter og er ifølge visionerne tænkt som et nyt pejlemærke i Esbjergs centrum, hvor den skal markere hjørnet mellem Borgergade og Torvegade og bidrage til bylivet i gadeplan – altså klods op ad den bevaringsværdige toplansbygning i Torvegade 4.
Projektet – der har fået navnet “Park View” – bliver ifølge bygherre blandt de mest eksklusive boligbyggerier i byen med lejligheder i den høje ende af markedet.

Tung trafik gennem byen
Under hele byggeperioden vil lastbiler køre til byggepladsen via:
Jernbanegade → Havnegade → Kirkegade → Borgergade
Udkørsel sker via Borgergade mod Havnegade.
Det betyder, at især Borgergade i perioder vil være præget af tung trafik – og det kan give udfordringer for både bilister og beboere, hvor det ikke bliver nemt at komme frem i området i perioder.
Derfor er opfordringen enkel: Planlæg din rute og overvej alternativer, hvis du skal gennem midtbyen. Snart påbegyndes også et nyt byrumsforsøg, hvor bybusserne fra Skolegade skal køre igennem Havnegade. I går kunne vi fortælle, at der også i Stormgade bliver delvist lukket i de kommende måneder.



































