MOBILVERSION
Ny analyse: Indkomsterne halter efter i Esbjerg – mens København stikker af
Ny analyse viser, at indkomsterne i Esbjerg vokser langsommere end landsgennemsnittet – mens København trækker markant fra resten af landet.
Ny analyse viser, at indkomsterne i Esbjerg vokser langsommere end landsgennemsnittet – mens København trækker markant fra resten af landet.
Mens indkomsterne i København er steget markant de seneste ti år, har udviklingen i Esbjerg været mere afdæmpet.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som peger på voksende geografiske forskelle i Danmark.
I Esbjerg er den typiske indkomst efter skat og inflation steget med 7,9 procent fra 2014 til 2024. Det er under landsgennemsnittet på 8,7 procent.
Til sammenligning er den typiske indkomst i København steget med hele 21,5 procent i samme periode – den klart højeste vækst i landet.
Ifølge chefanalytiker Sune Caspersen fra AE viser tallene, at Danmark i stigende grad bliver opdelt efter indkomst.
– Når den typiske indkomst er vokset med mindre end landsgennemsnittet i de fleste kommuner, viser det, at indkomstvæksten har været relativt ujævnt fordelt, siger han.
Fanø går tilbage
Analysen viser samtidig, at Fanø er blandt de kommuner, hvor udviklingen har været svagest.
Her er den typiske indkomst efter skat og inflation faktisk faldet med 1,5 procent over de seneste ti år.
På landsplan peger analysen på, at særligt hovedstadsområdet har oplevet markant højere indkomstvækst end resten af landet, blandt andet på grund af flyttemønstre og flere højtbetalte jobs i de store byer.





























