MOBILVERSION

3. december 2025

Nye droner fra Esbjerg skal beskytte Danmark mod hybride trusler

To nye droneprojekter til 80 mio. kr. på AAU Esbjerg skal beskytte Danmarks kritiske infrastruktur til havs. Avanceret overvågning og nye sikkerhedsdroner er på vej.

To nye droneprojekter til 80 mio. kr. på AAU Esbjerg skal beskytte Danmarks kritiske infrastruktur til havs. Avanceret overvågning og nye sikkerhedsdroner er på vej.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

To nye droneprojekter til 80 mio. kr. på AAU Esbjerg skal beskytte Danmarks kritiske infrastruktur til havs. Avanceret overvågning og nye sikkerhedsdroner er på vej.

Aalborg Universitet i Esbjerg står foran et gennembrud, der kan få stor betydning for Danmarks sikkerhed til havs.

Med to nye forskningsprojekter til i alt 80 millioner kroner skal avancerede droner beskytte kritisk infrastruktur som havvindmøller, søkabler og rørledninger.

Projekterne betyder samtidig, at forskningsgruppen i undervandsteknologi – Danmarks største af sin slags – nu fordobler sin medarbejderstab.

– Det betyder vanvittigt meget for os, siger Simon Pedersen, sektionsleder ved AAU ENERGY i Esbjerg.

– Det giver os mulighed for at udvikle teknologi, der ikke bare bliver på tegnebrættet, men gør en reel forskel i havmiljøet.

Overvågning – og mulighed for at reagere

De to projekter, ABBA USV og U-Shield, har forskellige, men tæt forbundne formål.

Det første skal udvikle et flåde-system af droner over og under vandet, som kan overvåge søkabler, rørledninger og havvindmøller.

Det andet udvikler en interceptor-drone, der på fredelig vis kan neutralisere fremmede droner eller ubemandede fartøjer, der nærmer sig kritisk infrastruktur.

– Hvis man ikke har overvågning, kan man heller ikke handle. Og hvis man observerer noget fremmed, skal man have værktøjer til at agere, forklarer Simon Pedersen.

Simon Pedersen (th.) og Jesper Liniger (tv.), begge forskningsgruppeledere og lektorer ved AAU Energy i Esbjerg. Her med droner fra et tidligere forskningsprojekt. Foto: Mads Ellingsgaard Jørgensen.
Simon Pedersen (th.) og Jesper Liniger (tv.), begge forskningsgruppeledere og lektorer ved AAU Energy i Esbjerg. Her med droner fra et tidligere forskningsprojekt. Foto: Mads Ellingsgaard Jørgensen.

Geopolitiske spændinger øger behovet

Projekterne kommer i en tid, hvor Danmark er under skærpet pres fra hybride trusler rettet mod energisektoren.

Energiområdet har hævet beredskabet, og danske myndigheder har flere gange peget på Rusland som aktiv aktør i hybridkrig mod Danmark.

– Behovet for overvågning og sikring bliver kun større. Næsten al internettrafik går gennem søkabler, og afhængigheden stiger hele tiden, siger Simon Pedersen.

Esbjerg-virksomhed: “Vi ser det som en pligt”

Blandt de lokale industripartnere er SubC Partner, der har omkring 200 ansatte i Esbjerg. Virksomheden leverer avanceret offshore-teknologi – og ser stort potentiale i den nye sikkerhedssektor.

– Vi ønsker at være helt fremme i udviklingen af autonome inspektionsfartøjer. Vi ser det som en pligt at bruge vores viden til at optimere løsninger, der kan beskytte kritisk energiinfrastruktur – især under vand, siger projektleder Rasmus Graungaard Olsen.

Milliarder i anlæg – og Esbjerg i front

Havvindmøller, søkabler og gasrør er afgørende for Danmarks grønne omstilling – og de ligger netop dér, hvor infrastrukturen er mest sårbar: under havoverfladen.

Med de nye projekter bliver Esbjerg endnu stærkere placeret som nationalt centrum for maritim sikkerhed og offshore-teknologi.

FAKTA: ABBA USV

  • Start: September 2025
  • Formål: Ubemandet overfladedrone til inspektion af søkabler, rørledninger og havvindmølleparker
  • Teknologi: Overfladefartøj, der kan udsende både flyvende og undervandsdroner
  • Budget: 41 mio. kr.
  • Partnere: SubC Partner, TriFork, Energy Cluster Denmark, Tuco Yacht Værft, Energinet, SIMAC, SDU
  • Mål: Autonom inspektion og overvågning af offshore infrastruktur

FAKTA: U-Shield

  • Start: Maj 2025
  • Formål: Neutralisering af undervandstrusser mod kritisk infrastruktur
  • Teknologi: Interceptor-drone med ikke-destruktiv påvirkning
  • Budget: 36 mio. kr.
  • Partnere: Teledyne Reson, Copenhagen Subsea, DTU, SDU, Vattenfall
  • Mål: Beskyttelse af energikabler, havvindmøller og datakabler mod sabotage og hybride angreb
Del artiklen