Med 6,6 millioner kroner i ryggen fra tre fonde sætter Business Esbjerg nu gang i et ambitiøst projekt, der skal sikre flere faglærte hænder til virksomhederne i Esbjerg.
Med 6,6 millioner kroner i ryggen fra tre fonde sætter Business Esbjerg nu gang i et ambitiøst projekt, der skal sikre flere faglærte hænder til virksomhederne i Esbjerg.
Med 6,6 millioner kroner i ryggen fra tre fonde sætter Business Esbjerg nu gang i et ambitiøst projekt, der skal sikre flere faglærte hænder til virksomhederne i Esbjerg.
Virksomhederne i lokalområdet står midt i en historisk udfordring: Der er akut behov for kvalificeret arbejdskraft, mens ungdomsårgangene bliver mindre, og mange unge kæmper med overgangen fra skole til arbejdsliv.
Business Esbjerg sætter nu gang i et nyt projekt, der skal få flere unge til at vælge en faglært vej og samtidig hjælpe virksomhederne med at tiltrække og fastholde den arbejdskraft, de har hårdt brug for. Med et budget på 6,6 millioner kroner, støttet af Tietgenfonden, Lauritzen Fonden og Claus Sørensens Fond, er der lagt op til en ambitiøs indsats over de næste tre år.
Manglen på kvalificeret arbejdskraft er ifølge direktør i Business Esbjerg, Karsten Rieder, en af de største barrierer for vækst – ikke bare lokalt, men i hele landet. Samtidig viser erfaringen, at mange unge er usikre på, hvad det vil sige at være faglært, og at overgangen fra skole til arbejdsliv kan være svær. Med projektet ”Fokus på Faglærte” er målet derfor at skabe bedre forudsætninger for, at unge og virksomheder får succes med hinanden.
– Vi bygger bro mellem de to verdener. Virksomhederne har brug for flere hænder, og de unge har brug for oplevelser og støtte, der giver dem en meningsfuld vej ind i arbejdslivet, siger Karsten Rieder.
Projektet spænder vidt. De yngste skoleelever i 4.–6. klasse skal besøge virksomheder og erhvervsskoler og senere arbejde med deres oplevelser i LEGO eller Minecraft. Ældre elever i 7.–10. klasse får mulighed for at komme på guidede rundvisninger på Esbjerg Havn, hvor de kan få indblik i de omkring 12.000 arbejdspladser, der er knyttet til havnen og den grønne omstilling. Derudover bliver de nye ordninger med juniormesterlære og obligatorisk praktik i 8.–9. klasse understøttet med hjælp til at finde de rette matches mellem skoler og virksomheder.
Et mentornetværk skal samtidig styrke virksomhedernes evne til at tage imod og fastholde unge, også dem der har brug for lidt ekstra støtte. For de lærlinge og elever, der allerede er i gang, planlægges fire årlige sociale netværksarrangementer. Endelig testes et såkaldt ”ja-tak-kontor”, der kan hjælpe unge med økonomisk støtte til blandt andet transport, måltider og arbejdstøj samt skabe kontakt til virksomheder.
Hos de tre fonde er der stor opbakning til projektet. Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Tietgenfonden, peger på vigtigheden af gode overgange:
– Hvis vi skal have flere faglærte ud på arbejdsmarkedet, kræver det, at de unge oplever en glidende overgang fra skole til virksomhed. Her ser vi Business Esbjergs indsats som et stærkt bud.
Kathrine Geisler Madsen, underdirektør i Lauritzen Fonden, lægger vægt på, at nogle børn og unge først finder deres styrker, når de får lov at bruge hænderne:
– Vi ser et stort potentiale i “Fokus på Faglærte”, fordi det giver de unge en konkret og meningsfuld vej ind i arbejdslivet og samtidig hjælper virksomhederne med at tage imod næste generation af faglærte.
Også Claus Sørensens Fond bakker op. Group CEO Jesper Toft Mathiasen understreger, at Esbjergs attraktivitet som by hænger tæt sammen med mulighederne på arbejdsmarkedet:
– Vi ser ind i store udfordringer med at skaffe faglært arbejdskraft. Skal Esbjerg være et sted, hvor unge vælger at bosætte sig og skabe deres fremtid, kræver det gode jobs i stærke virksomheder.
Med ”Fokus på Faglærte” håber Business Esbjerg og samarbejdspartnerne at kunne bidrage til netop det – til gavn for både de unge, virksomhederne og hele byen.
Fakta om projektet
- Budget: 6,6 mio. kr.
- Løbetid: 3 år
- Formål: At skabe bedre forudsætninger for, at unge og virksomheder får succes med hinanden.
- Aktiviteter: Skole- og havnebesøg, netværk for lærlinge, mentornetværk, støtte til sårbare unge samt initiativer for rekruttering og fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft.
- Bag projektet: Business Esbjerg i samarbejde med Esbjerg Kommune, virksomheder og erhvervsskoler.






















