Konfetti, klapsalver og klare budskaber prægede Business Esbjergs nytårskur i Musikhuset, hvor årets erhvervspriser blev uddelt.
Konfetti, klapsalver og klare budskaber prægede Business Esbjergs nytårskur i Musikhuset, hvor årets erhvervspriser blev uddelt.
Fredag eftermiddag samlede Business Esbjerg kommunens erhvervsliv til årets nytårskur i Musikhuset Esbjerg. Stemningen var festlig, men budskaberne alvorlige og ambitiøse. Arrangementet bød både på status over et begivenhedsrigt år, blikke rettet mod 2026 og – for 30. gang – uddelingen af årets erhvervspris samt den nyere pris til åretsnye erhvervsnavn.
Og det var netop denne pris, som direktør Karsten Rieder først kunne overrække. Her afgjorde publikum via en hurtig sms-afstemning i salen, hvem af de tre kandidater, Bernbom Consult, MAKE Nordic og Nordic Tipi, der skulle løbe med æren.

Her blev det Line Olesen og MAKE Nordic, der vandt. Møbelbrandet med base på H.M. Bluhmes Vej specialiserer sig i arkitekttegnede og bæredygtige møbler i nordisk design. Virksomheden sælger direkte online og i egne showrooms for at tilbyde transparente priser ved at fjerne mellemled, forklarede stifteren i præsentationsvideoen, der blev vist på storskærm i salen.
Tre Gazelle-priser, individuelle priser og produktion så tæt på som muligt, var blandt de gode argumenter for at flest skulle sætte deres stemme, som de gjorde. Siden etableringen i 2017 har Make Nordic etableret showrooms i København, Aarhus og Oslo – og snart går turen til Tyskland.
Erhvervsprisen 2025 gik til Ellepot
Prisen hædrer virksomheder og aktører, der har bidraget markant til vækst og udvikling i Esbjerg Kommune. I begrundelsen blev der lagt vægt på Ellepots solide forretningsgrundlag, den langsigtede strategi og evnen til at omsætte innovation og bæredygtighed til løsninger, der gør en reel forskel.

– Vi har tidligere modtaget mere branchespecifikke priser, men denne fra det lokale erhvervsliv er noget helt specielt. Den er vi meget stolte af, sagde administrerende direktør Lars Steen Pedersen, da han modtog hæderen på virksomhedens vegne på scenen i Musikhusets store sal, Koncertsalen.
Ellepot udvikler og producerer systemer til formering af planter og afgrøder. Med biologisk nedbrydelige papirpotter og intelligente dyrkningsløsninger har virksomheden været med til at ændre en branche, hvor plast tidligere var standarden.
– Det har været et godt år for os. Prisen er et skulderklap til hele virksomheden, og vi deler den med medarbejderne, tilføjede direktøren, der nu er i front for over 100 af slagsen og er aktiv i 130 lande.
I 2005, Da Lars Steen Pedersen tiltrådte, var der 21 medarbejdere og aktivitet på 60 markeder. Virksomheden blev stiftet i 1993 under navnet Ellegaard A/S.
Ud over æren fulgte et kunstværk skabt af den lokale kunstner Lotte Lambæk.
Status på erhvervsåret
Nytårskuren gav også plads til formand Flemming Enevoldsens nytårstale, hvor 2025 blev gjort op. Business Esbjerg rundede i 2024 medlem nummer 1.000, og gennem 2025 er medlemstallet fortsat med at vokse. Organisationen råder i dag over 12 aktive netværk og har i årets løb lanceret en ny hjemmeside, der skal gøre det lettere for medlemmerne at finde arrangementer, netværk og tilbud, blev der berettet.

Samtidig italesatte Enevoldsen udfordringer i en verden præget af geopolitisk uro. En medlemsundersøgelse viser, at både usikkerhed på de internationale markeder og manglen på arbejdskraft fylder hos mange virksomheder. Derfor er der sat gang i nye indsatser, blandt andet et flerårigt projekt med fokus på faglærte, hvor virksomheder, lærlinge og elever bringes tættere på hinanden, fortalte formanden fra podiet.
Borgmesterens perspektiv
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) satte i sin tale Esbjerg ind i et større perspektiv. Han fremhævede 2025 som et vigtigt år for kommunen, hvor CO₂-udledningen igen blev reduceret markant, og hvor Esbjerg fortsat markerer sig internationalt inden for den grønne omstilling, hvor en ny brintforbindelse er blevet vedtaget, ligesom Microsoft har udpeget Bramming som hjemsted for et kommende datacenter.
– Noget, som forhåbentligt kommer flere lokale underleverandører til gode, og dermed skaber arbejdspladser og vækst, sagde borgmesteren, der dog også kom med en lille røffel til de fremmødte repræsentanter fra erhvervslivet:

– Vi blev nummer seks i Dansk Industris undersøgelse omkring erhvervsvenlighed, hvilket er den bedste placering nogensinde. Men blandt besvarelserne var også kritikpunkter – og i den forbindelse vil jeg opfordre jer til at ringe til mig eller Karsten (Rieder, red.) eller Flemming (Enevoldsen, red.), hvis man er utilfreds med noget. Mit nummer stod i hvert fald inde på kommunens hjemmeside sidst jeg tjekkede, og jeg tager hellere end gerne imod kritik fremfor at skulle læse det i en undersøgelse.
Samtidig understregede Frost, at udvikling ikke alene handler om teknologi og anlæg, men også om mennesker, kompetencer og internationale medarbejdere. Her blev Den Internationale Skole i Esbjerg nævnt som en afgørende brik, som godt kunne nyde godt af større opbakning, ligesom der blev peget på kommende investeringer i skoleområdet og et 2025 præget af store events som Esbjerg Festuge, Royal Run og Tall Ships Races, hvor samlet over 250.000 mennesker deltog.
– Det skal være attraktivt både at arbejde, bo og leve i Esbjerg, slog borgmesteren endnu engang fast med hentydning til kommunens strategi om at satse på kultur og oplevelser.
Efter den formelle del af arrangementet stod den på tapas, netværk og smalltalk i et par timer i Musikhusets foyer.






















