Tip fra borgere har spillet en væsentlig rolle i efterforskningen. Fire personer er nu sigtet for indbrud i Sønderrishallen.
Tip fra borgere har spillet en væsentlig rolle i efterforskningen. Fire personer er nu sigtet for indbrud i Sønderrishallen.
Syd- & Sønderjyllands Politi iværksatte i sensommeren og efteråret sidste år en målrettet indsats i Sønderris i tæt dialog med Esbjerg Kommune, Sønderrisskolen og SSP. Baggrunden var en række borgerhenvendelser om uro, hærværk og anden uorden omkring Sønderrisskolen og de grønne områder i bydelen, hvor børn og unge var involveret.
Som led i den tryghedsskabende indsats var politiet i en længere periode mere synligt til stede i området med både uniformerede betjente, hundepatruljer og civile enheder. Derudover blev der afholdt møder med områdets foreninger for at drøfte situationen og mulige løsninger.
En af anmeldelserne, som politiet modtog i begyndelsen af oktober, omhandlede indbrud og hærværk i Sønderrishallen og hallens cafeteria. Patruljer var på stedet og sikrede blandt andet videoovervågning. I forbindelse med efterforskningen efterlyste politiet vidner, og flere borgere henvendte sig med oplysninger.
– Det har bidraget væsentligt til efterforskningen, og jeg vil gerne takke borgerne for deres henvendelser, siger politikommissær Claus Løbner fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Efterforskningen er nu afsluttet, og fire personer i alderen 14 til 17 år er sigtet for indbruddet. Alle fire har været afhørt sammen med deres forældre.
Ifølge politiet har situationen i området udviklet sig positivt efter indsatsen. Den øgede tilstedeværelse er nu nedjusteret til et normalt niveau, men dialogen med Sønderrisskolen fortsætter.






















