MOBILVERSION

9. januar 2026

Opfordres til at koge vandet efter fund af bakterier

En mulig forurening har fået myndighederne til at reagere. Flere husstande opfordres nu til at koge drikkevandet, mens årsagen undersøges nærmere.

En mulig forurening har fået myndighederne til at reagere. Flere husstande opfordres nu til at koge drikkevandet, mens årsagen undersøges nærmere.

Der er udsendt en kogeanbefaling til borgere i et afgrænset område i Esbjerg, efter at der er konstateret bakterier i en vandprøve. Det oplyser DIN Forsyning i en pressemeddelelse.

Anbefalingen gælder husstande indenfor Spangsbjerg Møllevej, Degnevej, Strandby Kirkevej og Jernbanen i Jerne Nord.

Fundet stammer fra en målerbrønd, hvor analyser har vist forekomst af bakterier i drikkevandet. På den baggrund anbefaler både Styrelsen for Patientsikkerhed og Esbjerg Kommune, at beboere i det berørte område tager deres forholdsregler.

Kogeanbefaling gælder indtil videre

Indtil der foreligger nye analyser, lyder anbefalingen, at vandet koges, før det drikkes eller bruges til madlavning. To minutters kogning er tilstrækkeligt til at dræbe eventuelle bakterier.

Vandet kan dog fortsat anvendes til flere formål, herunder:

  • tøjvask ved mindst 60 grader
  • opvask i opvaskemaskine
  • kogning af kartofler og lignende

Årsagen undersøges

Hos DIN Forsyning arbejdes der i øjeblikket intensivt på at finde årsagen til den mulige forurening.

– Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der har forårsaget den eventuelle forurening, men vi holder både kunder og medier løbende orienteret og melder ud, så snart vi ved mere, siger Eric Lauridsen, leder af projekt vand og varme hos DIN Forsyning.

En eventuel ændring eller ophævelse af kogeanbefalingen vil blive besluttet af embedslægen på baggrund af resultaterne af nye vandprøver.

På DIN Forsynings hjemmeside kan man se, hvilke områder der er omfattet, samt finde svar på de mest centrale spørgsmål om situationen.

Del artiklen