MOBILVERSION
Politiet advarer: Udenlandsk mand forsøgte at bytte “guldsmykker” for penge i Esbjerg og Tjæreborg
Syd- & Sønderjyllands Politi advarer nu borgere i Esbjerg-området efter flere anmeldelser om tricktyveri og mistænkelige byttehandler med falske guldsmykker.
Syd- & Sønderjyllands Politi advarer nu borgere i Esbjerg-området efter flere anmeldelser om tricktyveri og mistænkelige byttehandler med falske guldsmykker.
Mandag og tirsdag modtog politiet i alt tre anmeldelser fra henholdsvis Esbjerg og Tjæreborg, hvor en udenlandsk mand havde henvendt sig til borgere med en historie om, at han var løbet tør for benzin og havde brug for penge.
I det første tilfælde, som fandt sted mandag omkring klokken 17.30 i Esbjerg, tilbød manden guldsmykker som betaling, hvis en forbipasserende ville betale for benzin med sit betalingskort.
Tirsdag omkring klokken 16 skete noget lignende i Tjæreborg. Her tilbød en udenlandsk mand i en udenlandsk indregistreret bil en guldring og en guldkæde mod kontanter.
Senere samme dag – igen omkring klokken 17.30 – blev endnu en borger kontaktet i Esbjerg af en mand med samme forklaring om manglende penge til benzin.
Ifølge anmelderen var manden meget pågående og pressede hårdt på for at få gennemført byttehandlen.
Politiet: Vær kritisk
Politiet beskriver manden som mørk i huden og iført mørkt tøj. Han kørte ifølge anmeldelserne i en mellemstor mørkegrå eller sort personbil med udenlandske nummerplader.
Patruljer blev sendt ud for at lede efter bilen og manden, men uden resultat.
Ifølge politiet er der de seneste uger set flere variationer af tricktyveri, hvor falske guldsmykker indgår som en del af fremgangsmåden.
– Vi beder borgere i områderne om at være opmærksomme og kritiske ved den type henvendelser og afvise personen. Derudover beder vi borgere om at anmelde sagen til os hurtigt, da det øger vores chancer for at finde personen eller bilen, siger politikommissær Jesper Mørup fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Politiet opfordrer borgere til at kontakte Politiets Servicecenter på 114 ved lignende henvendelser.





















