MOBILVERSION
Politiet beder offentligheden om hjælp efter knivstikkeri i Esbjerg
Politiet beder offentligheden om hjælp efter et knivstikkeri i Esbjerg i nat, hvor en 32-årig mand blev stukket flere gange.
Politiet beder offentligheden om hjælp efter et knivstikkeri i Esbjerg i nat, hvor en 32-årig mand blev stukket flere gange.
Politiet beder offentligheden om hjælp efter et knivstikkeri i Esbjerg i nat, hvor en 32-årig mand blev stukket flere gange.
Syd- & Sønderjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp i forbindelse med efterforskningen af et knivstikkeri på Søndergårds Allé i Esbjerg, hvor en 32-årig mand søndag aften blev stukket flere gange.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.07, og den forurettede mand blev efterfølgende bragt til sygehuset. Hans tilstand vurderes at være stabil.
Ifølge politiet har vidner set flere personer forlade gerningsstedet, og efterforskerne arbejder nu på at få disse personer identificeret.
– Vi er interesserede i at høre fra borgere, der har opholdt sig i området omkring Søndergårds Allé og de omkringliggende gader omkring gerningstidspunktet, eller som måtte være i besiddelse af videoovervågning, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.
To signalementer offentliggjort
I forbindelse med efterforskningen har politiet valgt at offentliggøre to signalementer, da man ønsker at komme i kontakt med personerne.
Signalement A:
Mand, lys i huden, talte dansk, cirka 175 cm høj, langt rødt skæg, iført mørk kasket, mørk jakke og mørke bukser.
Signalement B:
Mand, kraftig af bygning, iført sort strikhue trukket ned i panden, sort halsedisse trukket op til øjnene, mørk jakke og mørke bukser.
Politiet understreger, at der er tale om personer, som man ønsker at tale med i forbindelse med sagen.
Efterlyser sort personbil
Derudover efterlyser politiet en sort, mindre personbil, som er set køre på Ewalds Allé mod øst omkring anmeldelsestidspunktet klokken 23.07.
Borgere på Ewalds Allé eller i de omkringliggende gader, som har set bilen eller ligger inde med oplysninger eller videoovervågning, opfordres til at kontakte politiet.
Politiet fortsætter efterforskningen
Politiet har været til stede i området i længere tid efter hændelsen, hvor der blandt andet er blevet søgt med hunde og foretaget tekniske undersøgelser af gerningsstedet.
Har man oplysninger i sagen – eller har man set eller hørt noget søndag aften omkring klokken 23.00 på Søndergårds Allé – bedes man kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.






















