MOBILVERSION
Social Sundhed er landet i Esbjerg: Gratis følgeskab til sundhedsvæsenet
Social Sundhed er startet i Esbjerg og tilbyder gratis følgeskab til læge, hospital og andre sundhedsaftaler for borgere, der ikke skal stå alene.
Social Sundhed er startet i Esbjerg og tilbyder gratis følgeskab til læge, hospital og andre sundhedsaftaler for borgere, der ikke skal stå alene.
Alt for mange mennesker står alene, når de skal til lægen, tandlægen eller på hospitalet. Det vil Social Sundhed lave om på. Organisationen er nu officielt startet op i Esbjerg Kommune og tilbyder gratis følgeskab og støtte til borgere, der har brug for en ekstra hånd i mødet med sundhedsvæsenet.
Social Sundhed er en landsdækkende NGO, som arbejder for at mindske den sociale ulighed i sundhed. Siden 2013 har organisationen uddannet frivillige brobyggere – både sundhedsfaglige studerende og erfarne sundhedsprofessionelle, der er stoppet på arbejdsmarkedet – til at støtte mennesker, der oplever sundhedsvæsenet som uoverskueligt.
Retten til ikke at stå alene
Budskabet er enkelt: Alle har ret til én at følges med. Det kan være, hvis man har svært ved at komme afsted, har brug for hjælp til at forstå og huske, hvad der bliver sagt under en svær samtale – eller bare har brug for nogen at holde i hånden.
Social Sundheds brobyggere kan ledsage borgere til aftaler som:
- Sygehus
- Egen læge
- Tandlæge
- Andre sundhedstilbud
Følgeskabet kan starte fra bopælen eller ved mødestedet. Transporten foregår med bus, tog eller taxa. Borgeren betaler selv egen transport (og evt. taxa), mens Social Sundhed dækker brobyggerens billet.
Samarbejde for større lighed i sundhed
Tilbuddet i Esbjerg er blevet til gennem et samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Alice og Tage Sørensens Fond og Social Sundhed – med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Direktør i Social Sundhed, Kristina Louise Bliksted, peger på, at den sociale ulighed i sundhed er markant i Esbjerg:
– Med den stærke lokale opbakning er Social Sundhed nu tilgængelig i en ny del af landet. Det betyder, at langt flere kan få støtte til kontakten med sundhedsvæsenet – noget vi ved kan være svært for mange.
Klar ved telefonen
Social Sundhed i Esbjerg har egen rådgivningstelefon, hvor både borgere og pårørende kan henvende sig.
📞 Rådgivningstelefon: 91 52 68 00
🕗 Åbent hverdage kl. 8.00–15.30
Tilbuddet åbnede i Esbjerg 1. oktober 2025. Det er gratis at benytte (ex transport) og gælder alle borgere i Esbjerg Kommune, der har brug for støtte og følgeskab til sundhedsvæsenet.






















