MOBILVERSION

24. september 2025

Stor hæder og stor check: Kim Duus er årets underviser

EASV skriver historie: Lektor Kim Duus Thøisen har vundet Undervisningsprisen 2025 – og gør EASV til det første erhvervsakademi, der vinder to gange.

EASV skriver historie: Lektor Kim Duus Thøisen har vundet Undervisningsprisen 2025 – og gør EASV til det første erhvervsakademi, der vinder to gange.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

EASV skriver historie: Lektor Kim Duus Thøisen har vundet Undervisningsprisen 2025 – og gør EASV til det første erhvervsakademi, der vinder to gange.

Erhvervsakademi SydVest (EASV) kan endnu en gang glæde sig over national anerkendelse. For anden gang har akademiet vundet Uddannelses- og Forskningsministeriets prestigefyldte Undervisningspris – og bliver dermed det første erhvervsakademi i landet til at modtage prisen to gange.

I år går hæderen til lektor Kim Duus Thøisen, 40 år, som underviser på Multimediedesigner-uddannelsen og professionsbacheloren i Webudvikling på Campus Esbjerg.

Kim Duus Thøisen er selv uddannet multimediedesigner og webudvikler fra EASV og har senere taget en master i IT. Han bor i dag i Jernved i Ribe-området med sin kone og tre børn. Udover undervisningen dyrker han foto og teknologi – interesser, der ofte finder vej ind i hans faglige arbejde.

– Jeg vil gerne smitte med min egen begejstring og sprede glæden ved de ting, jeg selv synes er spændende. Hvis man pakker teorien ind i sjove og legende opgaver, så husker og lærer man bedre. Samtidig er det vigtigt, at alle føler sig inkluderet, og derfor prøver jeg altid at se den enkelte og tilpasse min tilgang, siger han.

At modtage prisen beskriver han som en stor oplevelse:

– Jeg tager imod prisen med ydmyghed, men også med kæmpe glæde. Det er helt vildt stort – jeg har faktisk ikke andre ord for det. Nu må jeg vist hellere ud at købe et nyt jakkesæt – det gamle er helt tilbage fra min HTX-tid, tilføjer han med et smil.

Det var EASV’s egne studerende, der indstillede Kim Duus Thøisen til Undervisningsprisen. En lokal jury med ledere, medarbejdere og en studenterrepræsentant pegede på ham som årets underviser på EASV, hvorefter han blev nomineret til hovedprisen i København.

Juryen fremhævede især hans evne til at skabe passion for faget, bygge bro mellem teori og praksis og engagere sine studerende i virkelighedsnære projekter.

Rektor Henrik Larsen glæder sig naturligvis også over hæderen:

– Kim er ikke kun en dygtig underviser, men også et fantastisk menneske, der bygger stærke relationer. Han fortjener prisen fuldt ud, og vi er stolte af, at EASV endnu en gang bliver anerkendt på nationalt plan, siger han.

Om prisen
Undervisningsprisen uddeles årligt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. Den består af 200.000 kroner som personlig hæderspris og 300.000 kroner til udviklingsaktiviteter, der styrker undervisningsmiljøet. EASV modtog senest prisen i 2022, hvor lektor Jeppe Moritz Led blev hædret af H.K.H. Kronprinsesse Mary.

Del artiklen