MOBILVERSION

10. april 2026

Stor handel i Esbjerg: 93 medarbejdere følger med i nyt opkøb

Nordic Wood Industries overtager HusCompagniets elementproduktion i Esbjerg. Alle medarbejdere fortsætter, og produktionen samles nu under Roust Element.

Nordic Wood Industries overtager HusCompagniets elementproduktion i Esbjerg. Alle medarbejdere fortsætter, og produktionen samles nu under Roust Element.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

En større virksomhedshandel får nu betydning i Esbjerg.

Nordic Wood Industries har overtaget elementproduktionen fra HusCompagniet, der hidtil har været drevet som HusCompagniet Production A/S i Esbjerg.

Overtagelsen er trådt i kraft med det samme, og fremover bliver aktiviteterne en del af Roust Element, som har base i Roust ved Esbjerg.

Alle 93 medarbejdere fortsætter i det nye setup.

Sommerliv 2026

Ifølge koncerndirektør Holger C. Hansen fra Nordic Wood Industries er opkøbet et vigtigt skridt i at styrke virksomhedens position inden for træbaserede byggeløsninger.

– Vi får en markant stærkere position i markedet og kan samtidig samle kompetencer og kapacitet på tværs af koncernen, siger han i en pressemeddelelse.

Skal vokse på træbyggeri

Hos Roust Element er ambitionen nu at udbygge produktionen og stå stærkere i et marked i vækst.

Administrerende direktør Kasper Bregendahl peger på, at efterspørgslen på præfabrikerede træelementer er stigende – blandt andet drevet af krav til bæredygtighed og hurtigere byggetider.

– Vi ser ind i et stærkt marked. Med de nye aktiviteter får vi både flere kompetencer og ny teknologi, som gør os endnu mere konkurrencedygtige, siger han.

Samtidig fortsætter samarbejdet mellem parterne, da der er indgået en ny strategisk partnerskabsaftale.

Fokus på kerneforretningen

Hos HusCompagniet er salget en del af en strategisk omlægning.

Martin Ravn-Nielsen, Group-CEO, HusCompagniet. Pressefoto.
Martin Ravn-Nielsen, Group-CEO, HusCompagniet. Pressefoto.

Group CEO Martin Ravn-Nielsen forklarer, at virksomheden ønsker at skærpe fokus på sine kernekompetencer og samtidig sikre en stabil fremtid for fabrikken i Esbjerg.

– Vi er glade for at kunne give fabrikken og medarbejderne et langsigtet perspektiv med en ejer, der har den rette ekspertise, siger han.

Der vil ifølge parterne ikke ske ændringer for de eksisterende kunder og samarbejdsaftaler.

Voxeværket Esbjerg
Del artiklen