MOBILVERSION
Trafikforsøg på Nørrebrogade skal give cyklister mere plads og lavere fart
Fra 14. april til udgangen af juni tester Esbjerg Kommune en ny indretning af Nørrebrogade med lavere hastighed, bump og bedre plads til cyklister.
Fra 14. april til udgangen af juni tester Esbjerg Kommune en ny indretning af Nørrebrogade med lavere hastighed, bump og bedre plads til cyklister.
Esbjerg Kommune sætter fra mandag den 14. april gang i et midlertidigt trafikforsøg på Nørrebrogade, der skal gøre det tryggere at være cyklist på en af byens centrale strækninger.
Forsøget løber frem til udgangen af juni og omfatter strækningen fra Jernbanegade til Strandby Kirkevej.
Baggrunden er, at cyklister i dag deler vejbanen med bilerne uden egentlige cykelfaciliteter. Det skaber ifølge kommunen utryghed, ikke mindst i området omkring Boldesager Skole og GAME StreetMekka, hvor mange børn og unge færdes hver dag.
Med den midlertidige omlægning vil kommunen skabe mere ro i trafikken og give cyklister bedre plads. Hastigheden sættes ned til 40 kilometer i timen, der bliver etableret bump, og på dele af strækningen fjernes parkeringspladser for at give mere plads på vejen.
De hastighedsdæmpende bump bliver anlagt mellem Haraldsgade og Frihedsvej fra 14. til 17. april. I den periode vil strækningen være spærret for biltrafik, mens cyklister fortsat kan passere.
– Vi ved, at mange oplever Nørrebrogade som utryg at cykle på. Nu afprøver vi en løsning, hvor der bliver bedre plads og lavere fart, så flere kan føle sig trygge i trafikken, siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By og Lokalsamfundsudvalget, i en pressemeddelelse.
Formålet med forsøget er at undersøge, hvordan trafikken fungerer, når cyklister får mere plads. I forsøgsperioden vil kommunen gennemføre trafikmålinger, analyser og indsamle erfaringer fra dem, der bruger vejen.
De erfaringer skal senere bruges som grundlag for en politisk beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med en permanent løsning på Nørrebrogade.

































