Politiet efterforsker tyveri af hvalkæbe fra strandet kaskelothval ved Blåvandshuk Fyr. Tyveriet kan være i strid med internationale regler.
Politiet efterforsker tyveri af hvalkæbe fra strandet kaskelothval ved Blåvandshuk Fyr. Tyveriet kan være i strid med internationale regler.
Syd- & Sønderjyllands Politi har indledt en efterforskning af et tyveri fra en død kaskelothval, der fredag strandede ud for Blåvandshuk Fyr. Det drejer sig om hvalens kæbe, som nu er forsvundet, og politiet efterlyser vidner i sagen.
Efterforskningen er indledt, da tyveriet kan udgøre en overtrædelse af Washingtonkonventionen, som beskytter vilde dyr.
– Kæben er forsvundet fra den døde hval i tidsrummet mellem lørdag klokken 14.00 og søndag klokken 15.00. I forbindelse med efterforskningen søger vi vidner, der måtte have set en eller flere personer i området, som har transporteret dele af kæben. Hvalen ligger et godt stykke fra stranden, og det er endnu uklart, hvordan gerningspersonerne har transporteret kæben, oplyser vicepolitiinspektør Kent Brynilsen.
Politiet oplyser samtidig, at der er en god dialog og et tæt samarbejde med både Naturstyrelsen og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg om sagen.
Opfordring: Hold afstand
Syd- & Sønderjyllands Politi opfordrer borgerne til at holde sig på afstand af området, hvor hvalen er strandet.
– Da hvalen endnu ikke er undersøgt, ved vi ikke, om der kan være sundhedsfare forbundet med at opholde sig ved det døde dyr. Derudover kan det være farligt at være i nærheden af det store havpattedyr, da hvalen kan eksplodere på grund af gasser i kroppen. Endelig skal man være meget opmærksom på tidevandet, som kan være farligt, understreger vicepolitiinspektøren.
Borgere med oplysninger i sagen opfordres til at kontakte Politiets Servicecenter på telefon 114.
































