Teksten er skrevet af Jens Amdi Nielsen (f. 1979 i Esbjerg). Underviser i dag på Rybners Gymnasium og har tidligere skrevet digtsamlingen Ingenting her overalt.

Jeg var 13, var blevet ven med en københavner på en højskole, han skulle besøge os, og vi ville, måtte vel, vise ham noget. Før det var vandtårnet for mig bare en fjern baggrund i byen, som himlen kan være det, men nu skulle vi se det, vise ham vores vandtårn. Jeg husker ikke noget konkret om den dag – kunne vi overhovedet komme op i det? – kun følelsen af skam. Han må have sagt noget, det var jo ikke Tivoli eller Rundetårn, og nu – pludselig – skammede jeg mig. Over min by, over Esbjerg. Den følelse husker jeg.

Nå, årene gik, og også mit eget blik på byen blev kritisk. Hvad skulle man her? Og menneskerne her…”dumheden hersker som Cæsar i byen mod vest”, skrev jeg engang, så klog kan man være. Senere opdagede jeg atter vandtårnet, hvordan det om aftenen i mørket står helt cool og lyser, lidt hævet over byen. Var det ikke simpelthen smukt? Det er det, selvsagt, man skal bare kigge. Og da vi en aften i gymnasiet skulle i byen, havde en pige og jeg besluttet, at vi først skulle derop og sidde, i natten ved vandtårnet med vores øl. Det var helt uskyldigt og virker nærmest sødt, når jeg tænker på det, så unge vi var under vandtårnet den nat. Senere har jeg ledt efter påskeæg med børnene i det, så små de må have været, men de løb vel op ad trapperne i vandtårnets krop, tænker jeg, og når jeg går i Musikhuset i dag, for nyligt med min søn for at høre Pink Floyd Project, glemmer jeg ikke at kaste et blik på vandtårnet, der står og ligner sig selv, og det er mange år siden, jeg har skammet mig over byen eller vandtårnet, og hvorfor skulle jeg det?