Hvad sker der med en by, hvis man også skruer ned for livet, ungdommen og musikken? Det spørger journalist og musiker Edmund Jacobsen om i dette debatindlæg oven på den seneste tids debat om musik i Huset.
Hvad sker der med en by, hvis man også skruer ned for livet, ungdommen og musikken? Det spørger journalist og musiker Edmund Jacobsen om i dette debatindlæg oven på den seneste tids debat om musik i Huset.
Dette er et læserbrev skrevet af musiker og journalist Edmund Jacobsen. Indholdet er udtryk for skribentens personlige holdning og deles ikke nødvendigvis af EsbjergLiv.dk. Har du også noget på hjerte, kan du sende dit indlæg til [email protected].
Der blev forleden stillet spørgsmålet, om der overhovedet skal være musik på Huset Esbjerg i fremtiden. Nogle mener åbenbart, at de unge mennesker larmer for meget.
Så det mere interessante spørgsmål er måske: Skal der overhovedet være liv i Esbjergs bymidte i fremtiden?
For byer larmer. Det har de altid gjort. Ikke kun på grund af trafik og sirener, men også på grund af mennesker. Af grin. Af musik. Af skæve eksistenser. Af ungdom. Af liv.
Det, nogle kalder støj, er for andre selve hjerteslaget i en levende by.
Jeg bor selv midt i Esbjerg centrum. Ikke ude i et parcelhuskvarter med trampoliner, thuja-hække og robotplæneklippere. Midt i byen. Og ja – her larmer det indimellem. Musik flyder ud fra åbne vinduer som dunkende lydspor til sommernætterne. Der er højlydte diskussioner i gården klokken halv tre om natten. Og folk vakler hjem fra byen med promiller, kærestesorger og absolut ingen lydpotte på stemmebåndet.
Og ved I hvad? Det er helt okay.
For sådan lyder en levende by. Den knirker, synger, råber og ånder. Den er ikke poleret og lydløs som en steril udstillingsmodel bag glas.
Det følger ligesom med pakken, når man vælger at bo i centrum af Danmarks femtestørste by – og ikke på en nedlagt landejendom mellem Grindsted og evigheden.
Derfor bliver det også en kende absurd, når musikmiljøet i Huset Esbjerg endnu en gang skal spændes op på den kommunale pinebænk, fordi enkelte naboer mener, at ungdoms- og natteliv helst skal foregå lydløst bag lukkede gardiner.
Huset Esbjerg er ikke bare mursten og koncertanlæg. Det er et fristed. Et samlingspunkt. Et sted, hvor unge – og indimellem også lidt ældre – mennesker finder fællesskab, identitet og retning i en tid, hvor ensomhed og mistrivsel fylder stadig mere.
Og nej – det kan ikke erstattes af et regneark, en støjmåling eller endnu et sterilt kompromis i et mødelokale med dårlig kaffe og tunge dagsordener.
En by uden lyd bliver hurtigt en by uden nerve. Uden puls. Uden sjæl.
Man kan selvfølgelig vælge at jagte hver eneste decibel ud af centrum. Problemet er bare, at man samtidig jager livet ud i samme ombæring.
Er det virkelig dét, vi vil?
