Midt i latteren, disciplinen og de mange gentagelser vokser et fællesskab, som i 25 år har gjort magien levende i Esbjerg. Snart er Showkoret klar med jubilæumsforestilling.
Midt i latteren, disciplinen og de mange gentagelser vokser et fællesskab, som i 25 år har gjort magien levende i Esbjerg. Snart er Showkoret klar med jubilæumsforestilling.
Midt i latteren, disciplinen og de mange gentagelser vokser et fællesskab, som i 25 år har gjort magien levende i Esbjerg. Snart er Showkoret klar med jubilæumsforestilling.
Det summer af liv, glæde og forventning i dansestudiet over gården i Stormgade. Det er en helt almindelig torsdag aften – og alligevel ikke. For her, mellem spejle og trin, er prøverne til Showkorets næste forestilling – jubilæumsforestilling – allerede godt i gang.
Første akt er stort set på plads, selvom der stadig bliver justeret, omskrevet og gentænkt. Hvis noget ikke fungerer på gulvet, ryger det. Hvis en idé pludselig opstår, får den lov at leve.
– Men inden jul låser vi manus, siger Berit Borg og slår hænderne sammen for at samle opmærksomheden.
Hun har gjort det før. Mange gange før.
– Det er mine børn
Berit Borg er en institution i sig selv i det vestjyske kulturliv. Som danselærer, koreograf og instruktør har hun arbejdet på både Holstebro og Fredericia Teater og haft mere end tre årtier hos 7-Kantens sommerspil i Varde. I dag er fokus samlet ét sted: danseskolen – og Showkoret.

Det er i hendes dansestudie i Stormgade, øveaftenerne foregår.
– Det er mine børn, siger hun med et smil.
Hun har været korets faste instruktør og koreograf i ti år, og hendes tilgang er klar: stemningen er uhøjtidelig, men arbejdet tages alvorligt. Der bliver grinet, pjattet og drillet – lige indtil Berit løfter hånden. Så er der stille. Og så bliver der lyttet, lært og sat på plads.
De første prøver begyndte i marts. 8. januar står premieren i Store Sal på Tobakken.
Fra “gammelt-kone-kor” til show og farce
I hjørnet sidder 70-årige Ulla Bonde og venter på sin indgang. Hun har været med fra begyndelsen – næsten bogstaveligt talt.
– Jeg løj mig faktisk lidt yngre for at få lov, griner hun. Aldersgrænsen var 35, og vi var nogle stykker, der lige havde passeret. Det skulle jo ikke være et gammelt-kone-kor, mente man.
– Man bliver i godt humør af det her. Og man holder sig i gang, både mentalt og indlæringsmæssigt. Man skal kunne sine sager, siger hun.
Ulla har sunget i kor og spillet sommerspil i Varde og arbejdede i mange år som serviceassistent på Kulturskolen.
– Så jeg har jo altid været lidt ved musikken, siger hun tørt – og får latteren med.
Showkoret begyndte som Musikhusets Showkor i 2001 med brudstykker fra store musicals som Cats og Les Misérables. I dag har koret fundet sin helt egen niche: hvert år en ny, selvskrevet forestilling fyldt med gak, løjer, forviklinger og genkendelige typer.
– Vi er ikke et statisk kor, der bare står og synger. Det er nærmere teater med dans, sceneskift og kostumer. Næsten musical, forklarer Berit.
Bum – så kan man danse
Blandt mændene i koret er Mads Strandgaard en af veteranerne. Til sommer kan han fejre 20-års jubilæum – med en kort pause under studietiden i Odense. Da han begyndte, var der fire mænd i koret. For tiden er der ni.

– Mændene vil gerne, men de tør ikke altid. De skal lige have et skub, har Berit erfaret.
Mads fik sit skub af sin kone, Melissa, som har været med fra starten. Han var 21, havde aldrig stået på en scene og havde ingen erfaring.
– Pludselig stod jeg der. Bum – så kan man danse, siger han og smiler.
Nerverne er der stadig.
– Når man går ind foran en fyldt sal, får man det der sug i maven. Første gang gik jeg helt i stå. Der kom ikke en lyd ud af munden på mig.

– Den oplevelse glemmer jeg aldrig, siger Mads, som til dagligt arbejder som indkøber hos Valsemøllen og oprindeligt er uddannet slagter.
Proces før præstation
Showkoret øver næsten året rundt – to gange om ugen og ofte også i weekenderne. I januar spiller de fem forestillinger, men vejen dertil er lang.
– Vi øver os helt vildt og tosset, bygger det op, og så spiller vi. Det mest spændende er faktisk processen, siger Berit.
Alle skal kunne det hele. Hvis én bliver syg, skal en anden kunne træde til.
– Selvom man “bare” danser, skal man kunne synge og spille, forklarer hun.

Ambitionsniveauet er steget år for år. Medlemmerne er amatører på papiret, men produktionen er professionel: lys og lyd køres af fagfolk, og der er liveband på scenen.
– Vi skal ikke spille skuespil. Vi skal være, siger Mads.
– Man skal leve sig ind i rollerne.
Når lyset går op
For Ulla handler det stadig først og fremmest om glæden.
– Jeg var en, der gik lidt i ét med tapetet. Gennem dansen har jeg lært at føre mig frem. Knæ og hofter jamrer sig lidt, men man smører sig og tager en pille, hvis det er nødvendigt.

For Mads er belønningen øjeblikket, hvor tæppet går op.
– Folk betaler for at se det. De skal have noget for pengene. Og hver forestilling lever sit eget liv.
– Man synes altid, den næste er den bedste, siger Berit.
– Og sådan skal det være.
Selvom medlemmerne af Showkoret på papiret er glade amatører, kræver det noget at være med. Koret holder fra tid til anden optagelsesprøve for interesserede, og i år kom tre nye gennem nåleøjet.

Sidste udkald til Los Palmos
Allerede få dage efter nytår rykker hele holdet ind på Tobakken, hvor den sidste uge op til premieren bruges på sceneprøver. Torsdag den 8. januar går tæppet op.
I 2026 markerer Showkoret 25 år som en del af Esbjergs kulturliv – og det fejres altså med forestillingen “Sidste udkald til Los Palmos”, skrevet særligt til koret af revyforfatterne Vase, Fuglsang og Svarrer.
Fem forestillinger. Masser af velkendt musik, humor, dans – og det helt særlige Showkoret-twist.
Og bag det hele: et fællesskab, der har vokset sig større end summen af trin, toner og replikker.
– Jeg synes, jeg har fået dem til at vokse, siger Berit Borg på spørgsmålet om, hvordan Showkoret har udviklet sig med årene.
Men helt voksne bliver de, Berits børn, – heldigvis – nok aldrig hos Showkoret, hvor sjove forviklinger, godt humør og hyggelig komediespil plejer at være essensen.
Billetter kan fortsat sikres via Tobakkens hjemmeside.

Showkoret – en del af Esbjergs kulturliv gennem 25 år
Showkoret blev oprindeligt dannet som Musikhusets Showkor i 2001 efter en audition i januar på initiativ af Musikhusets daværende direktør Allan Xenius Griege og Anett Hellman i samarbejde med korleder Lisbeth Aagaard Rahn. Visionen var at skabe et anderledes kor, der forenede sang, koreografi, kostumer og show – inspireret af musicalens magi.
Interessen var stor, og omkring 40 sangere blev udvalgt. Allerede i maj 2001 debuterede Showkoret med succes ved Musikhusets kortræf med musical-klassikeren Give my regards to Broadway, som fortsat er en del af repertoiret.
Siden har koret optrådt flittigt på scener som Musikhuset, Esbjerg Park og Tobakken:
- Januar 2026: “Sidste udkald til Los Palmos”
- November 2024 “Fra alle os til alle jer”
- Januar 2024 “BOLDEN RULLER”
- Januar 2023 “Killinger, Slush-ice og Pølser”
- December 2019 “Fra alle os til alle jer”
- Januar 2019 “80ér Magi i luften””
- Januar 2018 Skibet er ladet med Melodi Grand Prix”
- Januar 2017 “Præriens Slappe Drenge”
- Januar 2016 “Smilende Sussie”
- Januar 2015 “Rabalderstrædet”
- December 2013 “Fra alle os til alle jer”
- Januar 2013 “Hollywood Fantasy”
- Januar 2012 “Blot en saga”
- Januar 2011 “Dream Factory”
- Januar 2010 “I dit korte liv”
- Oktober 2008 “The Broadway Circus”
- Februar 2008 “Livets Banegård”
- April 2007 “Dreams of Broadway”
- Oktober 2005 “Magic Moments of Broadway”


















