MOBILVERSION

7. januar 2026

25 år senere går han igen på scenen – også i Esbjerg

Efter et kvart århundrede væk fra rampelyset som sanger vender Nikolaj Steen i 2026 tilbage på scenen - og besøger Tobakken.

Efter et kvart århundrede væk fra rampelyset som sanger vender Nikolaj Steen i 2026 tilbage på scenen - og besøger Tobakken.

Efter et kvart århundrede væk fra rampelyset som sanger vender Nikolaj Steen i 2026 tilbage på scenen. Med turnéen Nikolaj Steen – Solo | 25 år senere besøger han i sensommeren og det tidlige efterår en række udvalgte danske byer – heriblandt Esbjerg, hvor han spiller på Tobakken den 9. september.

Det bliver første gang siden 2001, at Nikolaj Steen stiller sig frem som sanger foran publikum.

Nikolaj Steen lægger vejen forbi Esbjerg. Foto: Robin Skjoldborg.
Nikolaj Steen lægger vejen forbi Esbjerg. Foto: Robin Skjoldborg.

Et sjældent gensyn med sangene

Koncertformatet er enkelt og personligt. Udvalgte sange fra Nikolaj Steens bagkatalog – helt tilbage fra debutalbummet Nickname fra 1987 og frem – bliver fremført i nye versioner. Mellem numrene deler han fortællinger fra et langt og alsidigt arbejdsliv i dansk musik, film og tv.

Turnéen markerer et sjældent øjeblik, hvor et helt kunstnerliv samles og deles live på scenen.

Fra teenage-musiker til international karriere

Nikolaj Steen debuterede allerede som 14-årig studiemusiker i 1982 og udgav sit første soloalbum i 1987. I begyndelsen af 1990’erne boede han i USA, hvor han var signet til det amerikanske pladeselskab Imago Records og turnerede på klubber, større scener og festivaler.

Efter hjemkomsten fortsatte han sin solokarriere i Danmark med yderligere fire albums og mange koncerter landet over, inden han i 2001 trak sig tilbage som aktiv sanger.

Bag kulisserne i dansk musikliv

Efter tiden som solist rykkede Nikolaj Steen i stigende grad bag kulisserne. I en årrække arbejdede han som producer og sangskriver og var fra 1996 til 2014 trommeslager og kapelmester for Sanne Salomonsen. Han har desuden sat sit præg på et væld af danske udgivelser og projekter, ofte uden selv at stå i front.

Fra musik til film og tv

I 2014 lagde Nikolaj Steen musikken helt på hylden for at fokusere på film og tv. Siden har han haft en markant karriere som manuskriptforfatter, instruktør og kreativ producer. Han står blandt andet bag tv-serier som Minkavlerne, 10 år senere, Hånd i hånd, Namastay og Labans Jul samt spillefilmen Oldboys.

Nikolaj Steen lægger vejen forbi Esbjerg. Foto: Robin Skjoldborg.
Nikolaj Steen lægger vejen forbi Esbjerg. Foto: Robin Skjoldborg.

Billetsalg

Billetsalget starter fredag den 9. januar 2026 kl. 10.00 via tobakken.dk

For publikum i Esbjerg bliver det en sjælden mulighed for at opleve Nikolaj Steen i et intimt soloformat – 25 år efter, at han sidst stod på scenen som sanger.

Del artiklen