Midt i det tomme butikslokale i Esbjerg stod Ducati’en. Ikke som motorcykel, men som erklæring. Overmalet, overstimuleret, sprængfyldt af farver, tekst og energi. På kåben stod ordene Super Crash – et værk, der balancerer mellem fart, luksus og sammenbrud. Maskinen var ikke kommet for at køre nogen steder. Den var kommet for at blive set, diskuteret og misforstået.

Super Crash kan læses som både fascination og advarsel: en hyldest til fartens æstetik og en kritik af den kultur, der altid vil hurtigere, vildere, dyrere. En potentiel dødsmaskine, som mange fascineres af.

Det er klassisk Hornsleth.

For Kristian von Hornsleth har i mere end to årtier arbejdet med at tage genkendelige symboler fra forbrugskulturen – penge, våben, Rolex-ure, certifikater, køretøjer, sågar mennesker – og flytte dem et skridt væk fra deres oprindelige funktion.

Ikke for at give svar, men for at tvinge beskueren til at tage stilling. Ducati’en i Esbjerg er ikke et enkeltstående stunt, men en del af en længere praksis, hvor værdi, moral og ansvar konstant sættes i spil.

Venter på retssag fra Kay Bojesen

Flere steder i det store udstillingsrum i Kongensgade 16 B, hvor Sport24 for nyligt er fraflyttet, hang og stod genkendelige små træaber. Legende, næsten uskyldige – men tydeligt mærket af Hornsleths visuelle univers.

– Det startede med en opfordring. Sådan er det ofte. Og de er ikke glade for det ved Brdr. Krüger (producenten, red.), så nu venter vi på retssagen, sagde Hornsleth skælmskt og afslørede meningen med galskaben:

– Alle har den abe stående. Den er et symbol på småborgerlighed og en kommentar til, at vi ikke er kommet meget videre siden 1950’erne.

Kontrasterne og kløfterne

Hornsleth sætter ting på spidsen. Han har flere gange arbejdet direkte med vaskeægte mennesker som en del af sine kunstprojekter. Stadig aktuelt er London-projektet Køb en hjemløs, hvor hjemløse indgår som centrale aktører i et koncept, der undersøger grænserne mellem hjælp, udstilling og udnyttelse.

– Så kan de rige underholde sig med, at de ejer en hjemløs, som de endda kan følge via en app, fortalte Hornsleth, der tager 100.000 til gengæld – halvdelen går til den hjemløse.

Projektet ledsages af en kommende film, fortalte den 62-årige kunstner. Inspirationen til projektet kom sig af en tur til netop det kontrastfyldte London, hvor det ligefrem er ulovligt – men for mange stadigvæk mere og mere uundgåeligt – at måtte bo på gaden.

Våbenindustri og Rolex

I 2008 gjorde Hornsleth sig bemærket ved at sælge anparter i en virksomhed, der udelukkende investerer i våbenindustrien. Ideen bag projektet var, at afkastet fra aktierne skulle investeres i humanitære organisationer og projekter. Og i 2006 betalte han en hel landsby i Uganda for at tage sit efternavn. Det var gennembruddet – 20 år siden i år.

I rummet hænger også et opskaleret fotografi af et Rolex-ur. En del af et andet konceptuelt kunstprojekt, der undersøger det absurde forhold mellem ekstrem luksus og kunstnerisk samfundskritik. Projektet inviterer ejere af Rolex-ure til at få deres ur “opgraderet” ved, at Kristian von Hornsleth indgraverer sit navn og slogan i urets metalring og dermed omdefinerer det som et unikt kunstværk.

– De her luksusprodukter, statussymboler, som vi tillægger en absurd værdi på grund af navnet – dem higer vi alle sammen efter, selvom vi dybest set er fucked, hvis vi ikke gør noget ved de virkelige problemer på den her klode. Det er underligt, men samtidigt fascinerende, mener han.

Kunst er et andet eksempel: Vi siger ikke, at vi har et flot maleri hængende. Vi siger, at vi har et Jorn eller et Hornsleth, når vi skal fortælle om det.

Lørdag aften var for kunstinteresserede, inviterede gæster fra lokalområdet, hvorimod søndag byder på åbent hus og artist talk for alle interesserede mellem kl. 10 og 14 i Kongensgade 16 B.